Lykien

Lykien, i oldtiden et landskab i det sydvestlige Lilleasien mellem Karien mod vest og Pamfylien mod øst. Lykierne var ifølge græsk tradition indvandret fra Kreta og skildres i Iliaden som trojanernes allierede. Sproget var lykisk, et anatolisk sprog inden for den indoeuropæiske sprogæt.

546-334 f.Kr. var Lykien en del af Perserriget og oplevede en kulturel opblomstring under indflydelse af persisk kultur fra øst og græsk kultur fra vest. En egentlig hellenisering af Lykien slog dog først igennem i klassisk tid: Lykierne slog mønt fra ca. 500 f.Kr., deres eget sprog blev skrevet med et alfabet baseret på det græske, og græsk blev det dominerende skriftsprog. Alligevel udvikledes en særegen lykisk materiel kultur, især overleveret i gravarkitektur.

I 300-t. f.Kr. blev lykierne organiseret i bystater, der i 200-t. f.Kr. blev samlet i en forbundsstat. De vigtigste byer var Telmessos og Xanthos samt den græske koloni Faselis, der blev grundlagt ca. 690 f.Kr. af indvandrere fra Rhodos.

I hellenistisk tid kom Lykien under ptolemæernes og seleukidernes herredømme. I 197 f.Kr. blev området underlagt Rhodos, men med romernes erobring i 168/166 f.Kr. blev Lykien erklæret for et frit område under romersk overhøjhed. I 43 e.Kr. blev Lykien sammen med Pamfylien etableret som romersk provins.