• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gallien

Oprindelig forfatter TB-N Seneste forfatter Redaktionen

Gallien, lat. Gallia, i antikken romernes betegnelse for det område i Nordvesteuropa, der var beboet af gallere; i dag omfatter det Frankrig og dele af Belgien, Tyskland og Norditalien.

Navnet brugtes tidligt om Podalen, der omkring 400 f.Kr. var kommet under galliske (keltiske) indvandreres herredømme. Senere kaldte romerne Podalen for Gallia Cisalpina ('gallernes land på denne side af Alperne') til forskel fra Gallia Transalpina ('gallernes land hinsides Alperne').

Fra 200-t. f.Kr. erobrede romerne gradvis Gallia Cisalpina, og ca. 184 f.Kr. var hele området annekteret. Ud fra ønsket om at beherske landruten mellem Italien og Spanien erobrede romerne 121-118 f.Kr. Sydfrankrig, og området etableredes som provinsen Gallia Narbonensis.

Gallia Cisalpina blev provins i 81 f.Kr., men allerede i 42 f.Kr. indlemmet i Italien. Da Cæsar blev statholder i både Gallia Cisalpina og Narbonensis, iværksatte han en erobringskrig (58-51 f.Kr.), der lagde hele området mellem Alperne, Pyrenæerne og Rhinen under Romerriget (se gallerkrigen).

Området nordvest for Alperne var delt i fire provinser: Narbonensis i syd, Aquitania vest og syd for Loire, Lugdunensis i det centrale og nordvestlige Frankrig og endelig Belgica i nordøst.

Under det romerske herredømme gennemgik de galliske provinser en stærk økonomisk udvikling; vindyrkning blev udbredt, og der opstod et net af byer og handelspladser. Sideløbende blev det galliske sprog fortrængt af latin, og det indfødte præsteskab, druiderne, mistede sin position i samfundet.

I 260 e.Kr. grundlagde den romerske feltherre, Postumus, et gallisk kejserrige, der også omfattede Britannien og Spanien, men allerede i 274 måtte den sidste galliske kejser, Tetricus, overgive sig til romerne. For den videre udvikling i området se Frankrig (historie).

Gallien bruges i dag også som et poetisk udtryk for Frankrig og som ordspil på nationalsymbolet, hanen (lat. gallus).