Mauretania, (lat., af maurus 'mørk, maurer'), oldtidskongedømme og romersk provins, hvis udstrækning omfattede den nordlige del af det nuværende Marokko og den vestlige del af Algeriet. Romerne fik fra 100-t. f.Kr. stigende indflydelse i området og blandede sig i de interne magtforhold; således fik den lokale kong Bocchus tildelt en del af området som tak for, at han havde udleveret sin svigersøn, Jugurtha, til romerne. Octavian, den senere kejser Augustus, anlagde 12 kolonier i Mauretania, og i 25 f.Kr. indsatte han Juba 2. som konge. Ca. 40 e.Kr. udbrød der et oprør, som resulterede i, at Ptolemaios, Jubas søn, blev myrdet af kejser Caligula. Den romerske erobring indledtes hermed.

Under kejser Claudius etableredes i ca. 42 e.Kr. provinserne Mauretania Caesariensis med Caesarea (nuv. Cherchell) som hovedstad og Mauretania Tingitana med Tingis (nuv. Tanger) som hovedstad. Af den vestlige del af Caesariensis oprettedes under kejser Diokletian i 293 endnu en provins, Mauretania Sitifensis med Sitifis (nuv. Sétif) som hovedstad. I løbet af 200-t. nåede kristendommen til området, og der etableredes adskillige bispedømmer. I 429 kom vandalerne til Mauretania, som de hærgede og erobrede, men allerede i 442 blev de tre provinser atter en del af Romerriget. I begyndelsen af 700-t. blev Mauretania erobret af araberne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig