Etruskere.

.
Antefiks med gorgonhoved, som sad på tagskægget på Portonaccio-templet i Veji (se templet nedenfor).
.

Portonaccio-templet i Veji er fra slutningen af 500-t. f.Kr. og måler 13,25 m×8,07 m. Af templet er kun stenfundamentet bevaret samt teglsten og terrakottadekorationen fra taget. Rekonstruktionen er baseret dels på de arkæologiske levn, dels på den romerske forfatter Vitruvius' beskrivelse af det etruskiske tempel. På rekonstruktionen ses templet på et podium med trappetrin. Foran templet var bemalede søjler, sandsynligvis oprindelig i træ. Tempelcellaen var muligvis tredelt. Taget var beklædt med teglsten og dekoreret med farvestrålende arkitektoniske terrakotter; på tagryggen stod statuer i legemsstørrelse, der forestillede Apollon (se nærbillede) og Herakles i kamp om Den Kerynitiske Hind; desuden Leto med Apollonbarnet på armen, Merkur og eventuelt Minerva. I gavlen var akroterer i form af krigere og dyr samt plader med reliefdekoration. Ved tagskægget antefikser med gorgonhoveder som det, der er afbildet her, samt kvindehoveder, Archeoloos-hoveder og satyrhoveder. Herunder var plader med blomsterdekoration. Alle terrakotter findes på Villa Giulia-museet i Rom.

.

Etruskerne var et oldtidsfolk i Mellemitalien. De er det bedst kendte af de italiske folkeslag før romerne, og de fik umådelig stor betydning ikke kun for Rom og de andre italiske folkeslag, men for hele kulturudviklingen i Italien og Europa.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer af latin ētrūscus ‘indbygger i Etrurien’. Ētrūria var det mest udbredte latinske navn for etruskernes land. Et andet, sjældnere, navn for landet var Tuscia med det tilhørende adjektiv tuscus ‘etrusker’. Hertil dannedes senere adjektivet tuscānus, der blev til det moderne navn på regionen Toscana. Forholdet mellem de to latinske navne er uafklaret, men det står klart, at tuscī går tilbage til et *turscī, der indeholder det samme element *turs- som umbrisk turscum ‘etrusker’ og græsk tyrsēnoi, tyrrēnoi ‘etruskere’. Det sidstnævnte går igen i navnet på Det Tyrrhenske Hav, der altså ordret betyder ‘det etruskiske hav.’

Kendskabet til etruskerne stammer fra arkæologiske fund, indskrifter og omtale hos senere græske og romerske forfattere. De arkæologiske vidnesbyrd udgør dog langt den vigtigste kildegruppe. Da en etruskisk litteratur ikke er bevaret, er vor viden om etruskisk historie stærkt præget af, at den er baseret på senere græske og romerske skriftlige kilder. Her omtales etruskerne ofte som pirater og handelsmænd, og man anså dem for forfængelige og umoralske, bl.a. fordi kvinderne spiste med ved bordet og drak vin.

Den etruskiske kultur opfattes i dag af de fleste forskere som en videreudvikling af jernalderens Villanova-kultur (ca. 900-720 f.v.t.) i Mellemitalien. Tidligere mente man, at etruskerne var indvandret fra Lilleasien. Denne teori er primært baseret på en passage hos den græske historiker Herodot (ca. 450 f.v.t.), men arkæologiske fund giver intet belæg for en sådan antagelse.

Historie

Den orientaliserende periode

I den orientaliserende periode (ca. 720-625 f.v.t.) voksede de første etruskiske bysamfund frem. Etruskerne dominerede det centrale Italien fra Milano i nord til Selefloden i syd ved Pæstum. Nu fik man for alvor kontakt til andre folkeslag i Middelhavsområdet, især fønikierne og grækerne. Rige metalforekomster af jern hovedsagelig fra Elba i Nordetrurien dannede grundlag for den etruskiske eksport; til gengæld for jernet fik man luksusvarer af sølv, guld og elfenben, græsk keramik, olier og parfume. Af grækerne lærte etruskerne oliven- og vindyrkning samt militærtaktik og skriftsproget. Som følge af disse kontakter og en bedre udnyttelse af den rige landbrugsjord udvikledes den etruskiske højkultur. Samfundssystemet blev mere komplekst med en voksende specialisering, især inden for håndværk. I det sene 600-tal opstod de første større byer som Cerveteri og Veji, og Rom beherskedes af etruskiske konger.

I løbet af 500-tallet spredte urbaniseringen sig til det meste af Etrurien. Sydetrurien og kystområdet synes at have udviklet sig hurtigst, mens den nordlige del omkring det nuværende Bologna kun udviklede sig langsomt. De rige gravfund i fx Cerveteri tyder på en aristokratisk kultur, og mange byer var ledet af en konge, lucomon. Der var på intet tidspunkt tale om en stat i moderne forstand, men derimod om et folk, der var bundet sammen af en fælles materiel og åndelig kultur. Den materielle kultur hos faliskerne nord for Rom, hos latinerne og hos campanerne afveg ikke meget fra den etruskiske, selvom mange talte andre sprog.

De senere romerske kilder omtaler et forbund af 12 byer, som mødtes i Fanum Voltumnae, men hvis det har eksisteret, er der sandsynligvis tale om en religiøs sammenslutning snarere end om en politisk. I perioden blev ekspansionen mod nord, Podalen, og mod syd, Latium og Campanien, intensiveret.

Den arkaiske periode

I den arkaiske periode (ca. 625-480 f.v.t.) fortsatte den ekspansive politik. Etruskerne handlede nu primært med grækerne, og havnebyerne Pyrgi og Gravisca vidner om denne handel. Etruskisk eksport er fundet over hele Middelhavsområdet og Centraleuropa, især bronzegenstande og bucchero-keramik.

Etruskerne beskyttede deres interessesfærer nidkært; i 540 f.v.t. besejrede en etruskisk-karthaginiensisk alliance ved Alalia de grækere, som havde slået sig ned på Korsika, og de blev tvunget til at forlade øen. I 500-tallet grundlagdes de etruskiske byer Marzabotto nær Bologna og handelsstationen Spina ved Adriaterhavskysten. I 474 f.v.t. blev en etruskisk flåde besejret af grækerne i Slaget ved Cumae, og dermed mistede etruskerne deres dominans på havet, samtidig med at deres indflydelse i Campanien mindskedes.

I 500-tallet synes aristokratiets indflydelse at være blevet svækket til fordel for et styre, der var domineret af middelklassen. Magten overgik antagelig til en række embedsmænd, og flere af titlerne på dem er bevaret, fx zilath.

Den klassiske periode

Den klassiske periode (ca. 480-323 f.v.t.) var en nedgangsperiode. I 400-tallet f.v.t. måtte etruskerne trække sig ud af det nordlige Italien på grund af gallernes invasion. Den etruskiske kontrol over Latium blev samtidig svækket; Rom havde ifølge traditionen afsat de etruskiske konger i 509 f.v.t., og der var uro i Centralitalien. Fundene fra perioden er få og fattige. I 300-tallet f.v.t. ses dog en vis økonomisk fremgang, selvom perioden var præget af de første nederlag til det stærkt voksende Rom.

I 396 besejrede romerne byen Veji, og i de efterfølgende århundreder blev de øvrige etruskiske byer besejret en efter en. Selvom enkelte byer støttede hinanden, lykkedes det aldrig etruskerne helt at samle modstanden mod romerne.

Hellenistisk tid

I hellenistisk tid (ca. 323 f.v.t.-31 f.v.t.) fortsatte nedgangsperioden. I 280 f.v.t. beherskede romerne hele Etrurien og begyndte fra 200-tallet at anlægge kolonier. Efter Forbundsfællekrigen (91-88 f.v.t.) fik de etruskiske byer romersk borgerret, og kulturen blev gradvist assimileret i den romerske.

Arkitektur

Etruskernes bebyggelser (beboelseshuse, templer) samt bymure og andre anlæg som veje, kloakering og kanaler behandles i artiklen om etruskisk arkitektur.

Gravskik

Skjold- og trongraven i Cerveteri, ca. 600-575 f.Kr. Graven er udhugget i tufklippen og gengiver det indre af et hus. En gang med to sidekamre fører ned til et forrum. Her ses skjolde i relief på væggen, tronstole og bænke; alt er udhugget i tuf. Herfra fører tre døre samt vinduer ind til gravkamrene. I loftet er der udhugget loftbjælker. Ud fra grave som denne kan det indre af etruskiske beboelseshuse rekonstrueres; sådanne grave blev anvendt fra ca. 700 f.Kr. til hellenistisk tid.

.

Etruskisk stensarkofag fra hellenistisk tid; Tarquiniamuseet, Italien. På låget ligger den afdøde mand, som lå han til bords; om halsen har han en krans, der sandsynligvis er et ærestegn eller et symbol på hans embede. På kistens forside ses en reliefdekoration med kampscener. Ud over i sten kunne sarkofager være fremstillet i terrakotta. Der kendes sarkofager med mænd, med kvinder og med par fremstillet på låget, men mandssarkofager er langt de mest almindelige.

.

De etruskiske gravpladser lå placeret rundt om byplateauerne. I jernalderen brugtes urnegrave, men fra 700-tallet gik man de fleste steder over til jordfæstegrave. De tidligste jordfæstegrave var simple enkeltmandsgrave, men i 600-tallet blev store fælles kammergrave i gravhøje, tumuli, almindelige. I syd var de udhugget i klippen, fx i Cerveteri, og i nord opbygget af stenplader, fx i Populonia. Mange grave gengiver enten det ydre eller det indre af en beboelse. Den døde blev lagt på en bænk, der var udhugget i klippen eller opbygget af sten eller var af træ.

Fra det sene 500-tal brugte man desuden sarkofager, som dog først blev almindelige i 200-tallet. I hellenistisk tid gik man gradvist over til igen at bruge urnegrave; fra Volterra stammer således over tusinde askekister med reliefdekoration og den døde afbildet halvt liggende på låget. I Chiusi fortsattes med urnegrave gennem hele den etruskiske periode, bl.a. kanope-urner.

Kunst og håndværk

Den etruskiske kunst var en blandingskunst, der bestod af lokale elementer og elementer lånt fra andre kulturer, primært grækernes og fønikiernes.

Især i orientaliserende tid var den etruskiske kunst bemærkelsesværdig. Der var tale om meget kostbare genstande, som var beregnet for en lille aristokratisk overklasse; i arkaisk tid og senere blev kunsten udbredt til en større befolkningsgruppe. Kunst blev fremstillet til privat eller religiøs brug. De fleste værksteder producerede mange forskellige genstande. Kun én kunstners navn kendes, nemlig Vulca fra Veji, som var kendt for den arkitektoniske dekoration på Capitoltemplet i Rom fra ca. 510 f.v.t.

Etruskerne var berømte for deres smykker og bronzegenstande. Smykkerne var af en meget høj teknisk og kunstnerisk kvalitet, og mange bronzearbejder blev eksporteret og er fundet i hele Middelhavsområdet og i Europa. Service som vaser, lampestandere og røgelsesbrændere samt spejle, toiletbokse og cister er bevaret fra 400-tallet og ned i hellenistisk tid.

Skulpturer kunne enten være i bronze, sten eller terrakotta. Man lagde stor vægt på hovedets udformning, mindre på kroppens rette dimensioner. I senetruskisk kunst var statuer ofte en del af gravmonumenter, oftest liggende på urner eller sarkofager. Egentlige portrætter opstod i 300-tallet f.v.t.

Kun få store bronzestatuer er bevaret, fx den Capitolinske ulvinde, Kimæren fra Arezzo og statuen af Aulus Metellus, "Taleren" fra ca. 100 f.v.t. (nu i det arkæologiske museum i Firenze). Derimod er der fundet et stort antal bronzestatuetter bevaret, der forestiller guddomme, krigere, atleter etc. Størsteparten blev dog smeltet om allerede i antikken. De fleste bevarede statuer og statuetter er fremstillet i terrakotta. I lokal sten fremstillede man især relieffer, urner, sarkofager, askekister og cippi, en form for gravsten.

Blandt de mange etruskiske kammergrave kendes kun ca. 100 (2 %), der er dekoreret med vægmaleri. Heraf findes de fleste i Tarquinia og nogle i Cerveteri, Vulci, Orvieto, Chiusi og Veji. De tidligste er fra 600-tallet, men langt de fleste stammer fra den senarkaiske periode (ca. 530-480 f.v.t.) og viser livlige scener med banketter, musik, dans og sportskampe m.m. I de seneste grave (fra 300-tallet til det 1. århundrede f.v.t.) blev scenerne mere dystre og omfatter ofte dødsguder og dæmoner fra underverdenen. Det er omdiskuteret, om scenerne skal fortolkes som begivenheder, der fandt sted ved begravelsen, som scener fra den dødes liv eller som livet efter døden. Sandsynligvis havde templer og huse også bemalede vægge.

I Etrurien fandt en betydelig keramikproduktion sted. Indtil midten af 700-tallet var der hovedsagelig tale om lokal og ofte hjemmegjort keramik, hvorefter keramikfremstilling blev et håndværk. Fra grækerne lærte etruskerne at bruge pottemagerhjulet. Den tidlige etruskiske keramik, impasto, var en ret grov type med en mørk overflade. Den udviklede sig til den karakteristiske sorte bucchero. Fra 700-tallet og frem til hellenistisk tid blev den bemalede græske keramik efterlignet i Etrurien.

Mønter

Etruskiske mønter er svære at datere, da de sjældent forekommer ved arkæologiske udgravninger, men ud fra stilen skønner man, at de udmøntedes fra ca. 410/390 til ca. 250 f.v.t. Guld- og sølvmønter var prægede ligesom de græske mønter i Syditalien. De store bronzemønter var støbte efter centralitalisk tradition. Værdiangivelser var hyppige.

Religion

Piacenza-leveren, antagelig fra hellenistisk tid; Museo Civico, Piacenza. Bronzemodellen af en fårelever blev formodentlig brugt af haruspexer. Leveren er inddelt i felter, hvert med sit gudenavn.

.

Etruskerne blev af romere anset for at være meget optaget af ritualer. Der fandtes i deres religion lange forskrifter og ritualer, hvoraf nogle få er bevaret, bl.a. på et egyptisk mumiebind. På grund af manglende kendskab til det etruskiske sprog er kun dele af disse ritualer forståelige. Religionen var modsat den græske og den romerske baseret på en bog. Ifølge traditionen sprang Tages op fra en plovfure ved Tarquinia med den lære, som romerne kaldte disciplina etrusca, der foreskrev ritualer og var en slags regelsæt for fortolkning af gudernes vilje. Guderne kunne manifestere sig på mange måder, fx ved varsler (som fugle eller lyn), som blev fortolket af en augur, idet man opfattede himlen delt op i 16 forskellige dele, beboet af hver sin guddom. Eller en haruspex kunne tage varsler fra et offerdyrs lever, som ligeledes var inddelt i forskellige felter til hver sin guddom. På en bronzemodel af en lever fra Piacenza ses denne opdeling.

Etruskerne havde mange guder og guddomme, som man kun ved lidt om. De store guder blev efterhånden identificeret med de græske og romerske guder, Tinia fx var Zeus/Jupiter, Menrva var Athena/Minerva og Uni var Hera/Juno; disse tre udgjorde den etruskiske triade. Ligheden mellem de etruskiske og de græske/romerske guder bestod kun i det ydre, idet de etruskiske ikke havde helt samme karakter og mytologi som de græske og romerske. Ud over guderne kendes et antal dæmoner, fx dødsdæmonen Vanth, afbildet på sene vægmalerier og urner. Man dyrkede et stort antal naturguddomme, hvilket fund af votivgaver i helligdomme vidner om; de kunne fx være modeller af legemsdele i terrakotta.

At etruskerne troede på et liv efter døden, derom vidner både gravgaver, bl.a. mad og drikke, og gravenes udformning som huse. De malede grave fra arkaisk tid viser ofte en malet dør, der er blevet fortolket som indgangen til underverdenen. Fremstillinger af selve dødsriget er få og stammer fra den sene etruskiske periode.

Mange af elementerne i den etruskiske religion blev overtaget af romerne, især varselstydning.

Sprog

Kendskabet til det etruskiske sprog bygger på over 11.000 tekster fra midten af 600-tallet f.v.t. til århundredet f.v.t. Læs mere om etruskisk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig