etruskologi

Interessen for etruskerne begyndte allerede i Romerriget i antikken. Man ved, at kejser Claudius skrev en etruskisk historie, som imidlertid ikke er bevaret.

I renæssancen kom etruskerne for alvor på mode. Kunstnere som Michelangelo benyttede etruskiske motiver, og etruskisk indflydelse ses også i arkitekturen. I perioden gjorde man en del vigtige fund fra etruskertiden, bl.a. den store bronzestatue kimæren fra Arezzo.

I 1700-tallet øgedes interessen yderligere og nærmede sig, hvad man kunne kalde en "etrusker-mani". Etruskerne blev således anset for at have opfundet alt lige fra græske vaser til navigation og filosofi. Der blev i denne periode foretaget mange udgravninger samt grundlagt samlinger og museer.

I 1800-tallet blev interessen for etruskerne international, og samtidig begyndte rovudgravninger i stor stil. I 1848 udgav briten George Dennis (1814-1898) sit grundlæggende værk Cities and Cemeteries of Etruria. Den tyske arkæolog Eduard Gerhard (1795-1865) grundlagde 1829 Istituto di correspondenza archeologica, hvis publikationer stadig er værdifulde, og samtidig påbegyndtes de store materialesamlinger.

Grundlaget for den moderne etruskerforskning blev imidlertid først etableret i 1920'erne. Tidsskriftet Studi Etruschi udkom fra 1927, og forskningsinstiutionen Istituto di Studi Etruschi blev grundlagt i 1932. Forskningen koncentrerede sig i det meste af 1900-tallet om gravpladser, men siden 1960'erne har interessen for beboelsesudgravninger været voksende. Det største problem for forskningen i dag er de rovgravninger, som stadig finder sted i betydeligt omfang.

Udforskningen af etruskisk sprog, skrift og tekstoverlevering er en levende del af sprogvidenskaben og filologien. Den udføres til dels af forskere, som i første omgang er specialiseret i de italiske sprog (bl.a. latin), der er helt ubeslægtede med etruskisk.

• etruskere
• etruskisk
• etruskisk arkitektur