Den romerske litteratur er den første "afledte" litteratur eller rettere: den første litteratur, der har gennemreflekteret sin egen afhængighed af en anden litteratur, nemlig den græske. Grækerne måtte man tage som forbillede, man måtte efterligne dem og kappes med dem, om muligt overgå dem; aemulatio, dvs. hengiven konkurrence med forbilledet, blev set som vejen til mesterskab.
Anerkendelsen af de græske klassikere og bevidstheden om den én gang givne kanon er kendetegnende for romersk litteratur. Men dette betyder ikke, at den romerske skribent manglede selvbevidsthed, for "det er lettere at hugge køllen fra Herakles end et vers fra Homer" (Vergil). Den romerske digter var sig bevidst, at han havde skabt en ny poetisk organisme, og insisterede på, at det krævede den største kunst at integrere det fremmede heri. Men hvor godt kendte romerne den græske litteratur?
En romer, der havde gået i skole, havde normalt lært græsk, ofte førend han lærte latin. Sådan var det i flere hundrede år, og dette er en væsentlig forskel fra den ensprogede græske kultur, hvis litteratur dog til gengæld opviste en mangfoldighed af dialekter. I 300-t. e.Kr. gik det ned ad bakke med romernes tosprogethed, hvilket fik den vigtige følge, at man begyndte at stille det krav til oversættelser fra græsk, at de skulle være ordrette.
Men selv i klassisk tid gjaldt det for uklogt over for "almindelige mennesker" at skilte med sin græske dannelse, fx nedtonede Cicero i sine taler sin viden om græsk litteratur. Romerne havde et ambivalent forhold til grækerne: Deres følelse af kulturelt mindreværd opvejede de med en tro på karaktermæssigt mereværd; grækeren blev anset for levis, dvs. letsindig og let påvirkelig, romeren derimod var gravis, dvs. tung, vægtig, tungtvejende. I stedet for den saglige benævnelse graecus yndede romerne at bruge diminutiven graeculus, som er patroniserende: 'lille græker'.
Latin har en betydelig mængde af låneord fra græsk; talrige hører hjemme inden for feltet fornøjelser, luksus og udskejelser, og i modens verden herskede græske ord lige så uindskrænket, som de franske har gjort i 1900-t. (se også latin). Romersk selvbevidsthed dannedes altså i høj grad ved det, som psykologerne kalder projektion. Hvad der ikke tjente nytten, men kun nydelsen, betragtedes som typisk græsk; dette ses tydeligt, når talen falder på sex, sådan som det sker i nogle passager i patriotisk tonet romersk litteratur, der fordømmer den græske sport med dens blottede mandskroppe og hele den homoerotik, der stortrivedes på de græske sportspladser. Ligesom franskmændene havde (har) for vane at betegne homoseksualitet som "den engelske last", le vice anglais, kaldte romerne den for amor Graecus.
Projektion er imidlertid ikke det samme som tabuisering, og man må ikke få det indtryk, at romersk litteratur er "victoriansk". Hvad specielt homoseksualitet angår, har bl.a. Catul, Horats og Tibul skrevet passionerede digte til pubertetsdrenge. Med kristendommens komme ændres forholdet mellem litteratur og lyst dog radikalt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.