Clientela-systemet

Clientela-systemet, (lat. 'klientgruppe', 'klientforhold'), i Romerriget et gensidigt forhold mellem to parter, patron og klient. Når en romer fra samfundets højere lag ydede et menneske fra lavere lag en tjeneste (lat. beneficium), var denne som klient (lat. cliens) forpligtet til at yde gentjeneste (lat. officium) til sin velgører og beskytter (lat. patronus). Denne gensidige forpligtelse betegnede romerne som fides ('troskab, tillid') og førte oprindelsen tilbage til de ældste tider og kendes i fragmenter fra Roms ældste lovsamling "De tolv tavlers lov" fra ca. 451 f. Kr. Clientela-systemet  bygger på "do ut des - tankegangen". "Jeg giver, for at du skal give". (do = jeg giver; ut des = at du giver). I klassisk tid bestod patronens tjenester af juridisk bistand og anden støtte, bl.a. økonomisk, mens det forventedes af klienten, at han bl.a. støttede patronen politisk f.eks. ved valgene. Patronen modtog sine klienter ved salutatio ('hilsen') om morgenen. 

Også en klient kunne være patron for klienter fra et lavere socialt lag, hvorfor der på den måde har været tale om et netværk fra top til bund i samfundet. I princippet var klientforholdet fast og arveligt, så når en patron døde, overtog sønnen sin fars klienter. Mange frigivne slaver blev også klienter hos deres tidligere herre, men også hele befolkninger i de erobrede områder måtte have beskyttere, der kunne vejlede dem i at færdes i det nye samfund. Derfor sluttede de sig ofte til en patron og blev hans klienter. Herved udviklede klientsystemet sig, og efterhånden blev det sådan, at de slægter, der udgjorde Roms magtelite, samlede større og større klientgrupper, som støttede deres patroner ved valgene og derved skaffede dem en slags magtmonopol på statens højeste embeder. Derfor blev det efterhånden de samme slægters medlemmer, der år efter år blev valgt til de højeste stillinger. Herved øgedes disse slægters dignitas, hvilket var med til at skaffe dem endnu flere klienter. Sådan gik det for bl.a. Tiberius Gracchus og hans lillebroder Gajus Gracchus og Marius, Sulla, Pompejus, Cæsar og Octavian, og det var da også kampen om klienterne, der var en af årsagerne til de politiske spændinger og borgerkrige, der til sidst førte til republikkens fald og til indførelsen af kejserdømmet under kejser Augustus i 27 f. Kr. Han blev nu hele romerfolkets patron: Han gav dem fred, pax romana; modkravet var folkets lydighed og stemmer ved valgene.

Klientforhold gennemsyrede det romerske samfund i senrepublikansk og tidlig kejsertid og var et væsentligt led i samfundets kulturelle konstruktion og bidrog til at give samfundet sammenhængskraft og et ret stabilt præg. Måske er det netop dette system, der var en vigtig årsag til, at det romerske samfund med dets store forskelle mellem rig og fattig kunne bestå i ca. 1200 år uden at blive gennemrystet af voldsomme revolutioner.