Gallerkrigen var Gajus Julius Cæsars erobring af det keltiske Gallien 58-51 f.v.t. – det nuværende Frankrig samt dele af Belgien, Tyskland og Norditalien. Med erobringen åbnede Cæsar Romerriget mod nord helt op til Rhinen og lagde på længere sigt grunden til en af de væsentligste kulturgrænser i Mellemeuropa.

Gallerkrigen er samtidig navnet på Cæsars beretning Commentarii de bello Gallico om området og dets undertvingelse.

Erobringen af Gallien

Motivet til erobringen af hele det nuværende Frankrig var i høj grad knyttet til Cæsars ønske om at skabe et rigt bagland som magtbase i kampen for den endelige magt i Rom. I en kombination af undertvingelse og voldsomme plyndringer nedkæmpede Cæsar den ene galliske stamme efter den anden og foretog undervejs togter til både Britannia og Germanien.

Med Slaget ved Alesia og tilfangetagelsen af den sidste store galliske leder Vercingetorix i 52 f.v.t. opnåede Cæsar, hvad han selv kaldte en "fredeliggørelse" af Gallien.

Cæsars værk Gallerkrigen

Cæsars rapporter til det romerske Senat om erobringen blev senere samlet til værket Gallerkrigen. Den er ikke kun en detaljeret gennemgang af selve nedkæmpelsen, men indeholder også væsentlige etnografiske afsnit om både gallere og germanere. Gallerkrigen er oversat til dansk af Bo Grønbech (1967).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig