Kelisk anlæg fra Roquepertuse.
Museumsopstilling af en del af et keltisk anlæg fra Roquepertuse, Bouches-du-Rhône i Sydfrankrig. Anlægget, der blev ødelagt ca. 200 f.Kr., har været en del af en by. I de små nicher i de 2,5 høje søjler sidder indsatte menneskekranier. Uanset anlæggets funktion afspejler de tydeligt den keltiske ærefrygt for afhuggede hoveder. Rester af tilsvarende anlæg i træ kendes fra det øvrige keltiske område. Opstillingen, der er fra 1930'erne, befinder sig på det arkæologiske museum på slottet Château Borély i Marseille.
Kelisk anlæg fra Roquepertuse.
Af /Ritzau/Scanpix.

Ikke alle steder, hvor der levede keltere, opstod der en egentlig keltisk kunst. Det var bl.a. tilfældet i Anatolien, som var beboet af keltiberere og galatere. Omvendt har man fundet keltisk kunst i områder, der ikke var beboet af keltere, fx Danmark. Dette mandshoved fra en af Dejbjergvognene, der blev ofret i en mose ved Ringkøbing omkring Kristi fødsel, er utvivlsomt skabt af en keltisk kunstner.

.

Kelterne var en gruppe af folkeslag, der i jernalderen beboede de centrale og vestlige dele af Europa. Befolkninger, som regner sig for keltiske, findes i dag primært i Irland, Skotland, Wales, Cornwall, Bretagne og på Isle of Man. Begreberne kelter og keltisk er blevet defineret meget forskelligt: Grækerne kaldte de keltisktalende i Grækenland og Lilleasien for galatere, mens romernes betegnelse gallere omfattede kelterne i det nuværende Norditalien, Schweiz og Frankrig. Indtil 1. årh. f.Kr. regnede romerne dog også germanerne for gallere. Endvidere har sprogforskere, antropologer, arkæologer og kunsthistorikere ofte forskellige definitioner af keltere.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kelter kommer af latin Celtae, af græsk Keltoi eller Keltai.

Keltiske kulturer

De keltiske kulturer havde rod i tidligere bronzealderkulturer som urnemarkskulturen, men det er svært at pege på et bestemt oprindelsessted. Omkring 600 f.v.t. menes den tidligste keltiske kultur at have udviklet sig i Østfrankrig, Sydtyskland og Østrig, og ca. 500 f.v.t. opstod den keltiske La Tène-kultur, der dækkede Vest- og Centraleuropa i et bredt bånd fra Tjekkiet i øst til De Britiske Øer i vest. Også dele af Norditalien og Spanien var beboet af keltere.

Ca. 400 f.v.t. begyndte kelternes vandringer. De strømmede ned i Italien og mod Rom, som blev plyndret i 387 f.v.t.; kun Capitol holdt stand. I øst trængte kelterne frem langs Donau, hvor bl.a. Ungarn og Transsylvanien blev keltisk. I begyndelsen af 200-tallet f.v.t. kæmpede de sig videre sydpå og nåede det græske område, men i 278 f.v.t. blev kelterne slået ved Delfi. Nogle trak sig herefter tilbage og dannede et rige i Bulgarien, andre slog sig ned i Serbien, mens en tredje gruppe, galaterne, bosatte sig i det centrale Lilleasien. Den keltiske fremgang var stoppet. Kelterne blev i 225 f.Kr. slået i Norditalien; i 1. årh. f.v.t. blev de presset i Sydtyskland, Bøhmen og Slovakiet dels af romerne fra syd, dels af germanerne nordfra. Romerne indtog det sydligste Gallien ca. 120 f.v.t., resten af Gallien fulgte efter Cæsars gallerkrig 58-51 f.v.t., og med kejser Claudius' erobring af Britannia i 43 e.v.t. blev også mange af de britiske keltere underlagt romersk herredømme. Efter at romerne i 410 havde opgivet Britannia, genvandt keltere, bl.a. fra Irland, store dele af området, og flere keltiske småriger opstod. Med tilvandringen af germanere (se angelsaksere) i de følgende århundreder blev kelterne atter presset tilbage, især mod vest. I denne periode etablerede de sig i bl.a. Cornwall, Wales og Bretagne.

Den første urbanisering nord for Alperne skyldtes kelterne. I de to sidste århundreder f.v.t. opstod i et bredt bånd tværs over Europa, fra SØ-England og Frankrig til Bøhmen, Slovakiet og Ungarn, en række befæstede byer, oppida (se oppidum). Byerne kunne dække områder på mere end 100 ha og indeholdt specialiserede håndværkerkvarterer, hvor storstilet produktion af bl.a. våben, landbrugsredskaber, smykker og massefremstillet keramik fandt sted. Oppida var også centre for handel, møntslagning og administration, ligesom man flere steder har fundet helligsteder og tempellignende bygninger. Visse af byerne kan betragtes som keltiske hovedstæder. Det gælder fx Titelberg i Luxembourg, hovedstad for trevererne, Bibracte i Frankrig, hovedstad for hæduerne, og mandubiernes hovedstad Alesia, hvor de sidste kampe i Gallerkrigen førtes i 52 f.v.t. Romernes indtrængen nord for Alperne er formentlig en af de vigtigste årsager til, at de højtstående keltiske bystater ikke udviklede sig til egentlige nationer.

Religion

Kendskabet til kelternes religion bygger dels på græske og romerske forfattere, især fra perioden omkring Kristi fødsel, dels på irske og walisiske sagn fra middelalderen; se artiklerne om keltisk religion og mytologi og keltiske fester.

Kunst

Fra Norden kendes også ikke-keltiske genstandstyper, der er udsmykket med keltisk kunst, således kuglehalsringene, en nordisk form, hvor der på halsringene fra Gammelborg på Møn (øverst) og Eggeslevmagle NØ for Skælskør (ca. 100 f.Kr.) ses et typisk keltisk hvirvelornament. Genstandene findes på Nationalmuseet.

.

Keltisk kunst, der især ses på arbejder i guld, bronze og jern, på smykker, beholdere og våben, bevarede en bemærkelsesværdig ensartet udtryksform igennem århundreder.

Den opstod omkring 500 f.v.t. nord for Alperne. De bedste stykker fra 400-tallet f.v.t. stammer fra Rhinen-Mosel-området med tæt forbindelse til Norditalien. Under indflydelse fra græsk og etruskisk kunst omformedes klassiske planteornamenter som palmetter og lotusformer til en livfuld ornamentik med spiralkrøller, hvirvler og kommalignende motiver i komplekse geometriske mønstre. Ofte synes ansigter at gemme sig i ornamenterne. Man omformede fantasidyr med ophav i Middelhavsområdets orientaliserende stil. Omkring 300 f.v.t. blev udtryksformen endnu mere levende med en dybere reliefvirkning og mere plastisk udformning med hvirvler, bygget op omkring forhøjninger og knopper. Denne plastiske stil videreudvikledes i en særlig udgave på De Britiske Øer.

Efter de keltiske folks militære nederlag og etableringen af det romerske herredømme fortsatte keltisk kunst med særlig styrke i Irland og Skotland, beriget med fletværksmotiver fra den senromerske kunst, hvorved en særlig angloirsk stil opstod; den kom til udtryk på bl.a. irske stenkors og i udsmykningen af håndskrifter (se Irland – billedkunst og arkitektur).

Visse påvirkninger fra keltisk kunst kan spores i den sene jernalders og vikingetidens stilarter i Norden. Langt op i middelalderen kan et særligt keltisk stilpræg genkendes i Irland; i dag er det især her, at keltisk stil har fået en renæssance i smykkekunsten.

Keltere i dag

De keltiske sprog spiller sammen med musik og poesi en central rolle for identiteten. Både i Bretagne, Cornwall, Wales, Irland, Skotland og på Isle of Man findes organisationer til fremme af keltisk sprog og kultur. Desuden eksisterer en pankeltisk sammenslutning, The Celtic League, som også omfatter Galicien i Spanien. Udvandrergrupper navnlig i Canada, New Zealand og Australien er aktive i bestræbelserne på at fremme de keltiske sprog, og festivaler for musik- og digtekunst finder sted årlig.

Udforskningen af keltisk kultur og historie er stigende og nyder fremme i EU, hvor den keltiske Europahistorie fremstår som en eksponent for en fælleseuropæisk fortid uden forankring i et storrige. Der er divergerende meninger om indholdet af begrebet keltiskhed, men kravene om bevarelse af og støtte til sprogene er et gennemgående træk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Marie-Louise Hammer

Bemærk det manglende t i billedteksten til øverste foto:

Kelisk (Keltisk) anlæg fra Roquepertuse.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig