Ordo, (lat. 'rækkefølge, orden'), i Romerriget den inddeling af borgerne i tre stænder, som censorerne registrerede i forbindelse med formueansættelser. Den øverste stand var senatorstanden (ordo senatorius), den mellemste ridderstanden (ordo equester) og den sidste plebs, den almene befolkning. Begrebet benyttedes også i romerske kolonier og municipier i betydningen byråd.