plebejer

Plebejer, romersk borgergruppe, defineret som dem, der "ikke har slægter". Navnets oprindelige betydning er usikker, og det er omstridt, hvornår og hvordan denne gruppe opstod. Sikkert er kun, at de i tidlig republikansk tid ikke kunne bestride ledende religiøse og politiske poster, som var forbeholdt patricierne. Gruppen er således en stand, og i den fandtes velhavende plebejere, som førte an i en 250-årig lang stænderkamp, hvis mål var at fravriste patricierne deres privilegier, men også omfattede spørgsmålet om fordeling af ager publicus, ophævelse af gældsslaveriet samt offentliggørelse af gældende lov og retsformularer.

Plebejerne valgte deres egne ledere, plebejertribunerne, mødtes i deres egen forsamling, concilium plebis, og søgte at gennemtrumfe deres krav, bl.a. ved at nægte at gøre krigstjeneste, når fjenden stod for porten, eller ligefrem true med at udvandre. I 367 f.Kr. fik de valgbarhed til konsulatet; mange af deres øvrige krav blev herefter opfyldt, og i 287 f.Kr. fik plebejerforsamlingens beslutninger gyldighed for hele romerfolket. Tilbage af det oprindelige skel stod næsten kun, at man skulle være plebejer for at blive valgt til plebejertribun.

I senrepublikansk tid blev ordet ofte brugt i betydningen "den brede befolkning" eller nedsættende om "den gemene hob" og i kejsertiden ofte om den langt større mængde borgere, der hverken tilhørte senator-, ridder- eller dekurionstanden.