senantikken

Ordet senantik blev først anvendt inden for kunsthistorien, præget af især østrigerne Alois Riegl og Franz Wickhoff (1853-1909). Siden er det overtaget af historikere, efterhånden som en mere dybtgående udforskning og en nyvurdering af perioden er slået igennem. Denne nyvurdering hang i sit udspring snævert sammen med, at de klassiske kunstidealer, som endnu var herskende i 1800-tallets midte, blev opgivet. Den impressionistiske og ekspressionistiske kunsts gennembrud gav et nyt blik for tilsvarende tendenser i en tid, der indtil da kun havde været vurderet som "dekadent".

Også senantikkens litteratur og filosofi har været og er stadig genstand for stigende interesse. Den åndelige revolution, der fremkaldte tænkere som Plotin og Augustin eller kunstværker som mosaikkerne i Ravenna, kan imidlertid kun forstås i sammenhæng med periodens sociale og politiske udvikling med dens præg af opbrud fra en traditionel orden. Ved at samle interessen om senantikkens egen indre dynamik uden at skele for meget til konventionelle begreber om antik og middelalder har 1900-tallets humanvidenskaber vundet nye og værdifulde indsigter.

Opfattelsen af senantikken som en forfalds- og undergangstid udspringer af dens selvforståelse. Kejser Marcus Aurelius' død i 180 blev i samtiden set som indledning til en krise på alle områder, og mange af dens symptomer kan bekræftes: stadige invasioner, soldaterkejserdømme med et ofte vilkårligt styre, voksende skattetryk, inflation og epidemier gjorde tilværelsen usikker.

Den politiske og monetære stabilisering i 300-tallet ledsagedes af et jordskredsagtigt religionsskifte, hvorved kristendommen fra at være et officielt forbudt mindretals livsindhold blev eneste statsreligion. Fra 400-tallet og frem var decentrale tendenser fremherskende kulminerende i arabernes ekspansion i 600-700-tallet For en traditionel græsk-romersk tankegang var alt dette uundgåelige tegn på verdens og Roms alderdom; for de kristne stod det som Guds dom over ugudelige. Forenet blev de to motiver givet videre til eftertiden som universalhistoriske fortolkninger.

Religionsskiftet havde til dels baggrund i strukturforandringer i det romerske samfund, idet integrationen af rigets indbyggere i et fælles retssystem efter 212 betød muligheder for større social mobilitet for nye befolkningsgrupper. Samtidig satte en ændring af det åndelige klima ind. Tanken om en Gud over og uden for verden, en tanke, som før havde været forbeholdt nogle få filosoffer, slog almindelig igennem, således at de traditionelle guder enten blev identificeret med denne ene eller opfattet som melleminstanser mellem Gud og mennesker. Forestillinger om en salighedstilstand, som menneskers sjæle kunne nå efter døden, kom til at optage tankerne.

Katakombemalerier og sarkofagrelieffer fra 200-300-tallet viser, at de i stor udstrækning var fælles for kristne og ikke-kristne, ligesom tidens skriftlige efterladenskaber viser en fælles interesse for drømme som en direkte forbindelsesvej mellem den menneskelige og den højere, åndelige eller guddommelige verden. Mange symboler var således religiøst tvetydige: Fugl Føniks, der genopstår, vandet som forbindelse mellem denne verden og de saliges øer, hvor den afdøde vågner op i beskyttende skygge, den halvåbne dør til dødsriget og ikke mindst de to idealskikkelser, hyrden med et lam på nakken (medmenneskelighed) og den bedende kvinde med oprakte arme (fromhed). I dette klima kunne kristendommen sætte sig igennem som tidens intellektuelt mest overbevisende monoteistiske frelsesreligion.

Både som officielt forfulgt, men i praksis tolereret (før 311) og som anerkendt og begunstiget statsreligion (efter 311) synes kristendommen især at have appelleret til byernes middelstand, hvis karrieremuligheder yderligere befordrede religionsskiftet. Derimod holdt de traditionsdyrkende storgodsejere af senatorstand i vest og den filosofiske intelligentsia i de græske byer i øst længst stand som forsvarere af forfædrenes kulter, nogle steder endnu indtil omkring 600. Mellem dem og samtidens kristne tænkere og forfattere udspandt der sig en veritabel kulturkamp, hvis litterære hovedværker stadig er betagende læsning. Men især prægedes senantikken af kultursyntese. Romerriget blev til et kristent imperium, den klassiske kulturarv omformuleredes og blev videregivet, først til senantikkens bredere samfundslag, senere både til den byzantinske og den vesteuropæiske civilisation som en kristen tradition.

Forudsætningen herfor var en ændring i de kristne lederes holdning til samfund og kultur fra 200-tallet og frem. Især under og efter den sidste kristenforfølgelse i 300-tallets begyndelse kunne kristne biskopper og forfattere identificere sig med de klassisk dannede over for soldaterkejserne, og en ny alliance mellem stat og kirke blev under Konstantin 1. den Store og hans sønner af fundamental betydning. Kristendommen overtog rollen som stats- og samfundsbevarende religion, og kejserne blev inddraget i kirkens dogmatiske opgør og lokale embedsstridigheder. Historieskrivere som Euseb af Caesarea og Orosius fremhævede det betydningsfulde i, at det romerske kejserdømmes oprettelse i tid faldt sammen med Kristi fødsel.

Ikke mindre afgørende var det, at de kristne gudstjenester efter 311 uhindret kunne foregå i fuld offentlighed, hvor de før havde haft mysteriekulternes hemmelige præg. I de store byer udvikledes den såkaldte stationsliturgi, kendt fra Rom, Konstantinopel og Jerusalem, hvor hele byens fælles gudstjeneste holdtes i kirker, forskellige hver dag, og med processioner, som overtog traditionelle elementer fra kejseres og senatorers pompøse offentlige fremtræden: lys, røgelse, sang og ritualiserede tilråb fra mængden; Kyrie eleison (græsk 'Herre, forbarm dig') er således et førkristent element i den senere gudstjenestetradition. Med kirkeårets og helgenkalenderens fastlæggelse i 300-tallet blev kristendommen en "historisk" religion. Grave og andre hellige steder knyttet til bibel- og kirkehistorien blev udpeget og forsynet med kirker begyndende med gravkirken i Jerusalem og Peterskirken i Rom, som kejser Konstantin 1. lod bygge og udstyrede rigt.

Både den liturgiske udfoldelse og den brede bybefolknings overgang til kristendommen skabte behov for det storstilede kirkebyggeri, som frem for noget har præget senantikken. Den overskudsproduktion, som før 200 blev omsat i templer og andre offentlige bygninger i Romerrigets byer og i 200-300-tallet i kejserpaladser og senatorvillaer, blev især efter 400 kanaliseret ind i kirkebygninger, udsmykket med mosaikker, der vidner om tidens tekniske og kunstneriske perfektion. Modsat de klassiske templer vender senantikkens basilikaer deres billedverden indad. På 400-500-tallets billeder udfolder scenerne sig på baggrund af landskaber eller byarkitektur, men efter 600 dominerer "den enkelte skikkelse i det uendelige rum" (Riegl). Senantikkens portrætter er sjældent forskønnede og harmoniske, men altid stærkt udtryksfulde. Personligheden samles i de store, ofte ængstelige øjne, der ser direkte på beskueren. Det er karakteristisk, at perioden også har frembragt det første egentlige litterære selvportræt eller selvanalyse, Augustins Bekendelser (397-401).

Til det senantikke samfunds særlige præg bidrog fremkomsten af en ny type: den hellige mand. Den tendens til askese, som fandtes latent i antikkens filosofi, brød ud i lys lue og blev til en folkebevægelse ca. 300, hvor mange tusinder opgav den almindelige tilværelse for at blive eneboere eller slutte sig til store bofællesskaber af ligesindede. Bevægelsen begyndte i Egypten og prægede især den østlige del af Romerriget, mens askese i vest kun fik betydning i de mere aristokratiske lag. De hellige mænd optrådte i protest mod det verdslige samfund og mod verdsliggørelse af kirken; men paradoksalt nok blev de snart dyrket som idoler og konsulteret som vismænd, både af private og magthavere. Søjlehelgeners præstationer og ørkenfædres kamp mod dæmoners fristelser optog offentligheden, og snart rekrutteredes biskopperne også fra deres midte. Interessen for hellige mænd — og kvinder — rettedes også, og ikke mindst, mod de afdøde. Efter forfølgelsernes ophør antog martyrkulten bredt folkelige former, og legendedigtningen blomstrede. Også den nye tids berømteste asketer og betydelige biskopper blev efter deres død genstand for lokal dyrkelse. Især i kraft af deres grave eller særlig undergørende billeder (ikoner) opfattedes de som beskyttere af de enkelte byer.

Senantikkens skattesystem hvilede tungt på byernes selvstyre og bidrog til at udhule det, især i vest, hvor de økonomiske modsætninger var mest udprægede; her optrådte rige og mægtige senatorer derfor fra 300-tallet som byernes "patroner", og det var den funktion, de afdøde hellige mænd og kvinder overtog. Tankegangen udbredtes især i det turbulente 400-tallet, da den vestlige del af Romerriget faldt fra hinanden, men også i øst, hvor byrådene mistede den sidste rest af selvstyre i 500-tallet. Herefter var det biskopperne, der, gerne på skytshelgenernes vegne, optrådte som byernes autoriteter og officielle talsmænd. Til bispemagtens enorme vækst igennem den senantikke periode bidrog ikke mindst, at den kristne kirke allerede tidligt havde udviklet sin egen økonomi, baseret på almisser, som betalte både præsteskabets underhold og en efterhånden omfattende social forsorg.

Der var således to samfundsmagter, der gav byerne "brød og skuespil", den traditionelle verdslige og den nye kirkelige. De kristne gudstjenester udfoldede sig med hele byen som skueplads, men måtte foreløbig konkurrere om folks opmærksomhed med festlighederne ved embedsmænds tiltrædelse, med cirkusvæddeløb og dyrekampe i amfiteatrene (gladiatorspil afskaffedes efter 400). Først hen imod 600 var de antikke offentlighedsformer enten bortfaldet som følge af rigsopløsningen i vest eller indgået i en ny syntese, hvor et religiøst grundpræg var dominerende.

Dette viser sig for elitekulturens vedkommende. Det antikke uddannelsessystem med grammatiker-, retor- og filosofskoler forsvandt de fleste steder, og klassikerne blev fjerne, da studiet af dem indskrænkedes til en specialitet. Ord og skrift trådte tilbage som medier i forhold til billeder og musik. Noget egentligt kulturbrud er der ikke tale om, hverken i Vesteuropas germanske stammekongedømmer, i Det Byzantinske Rige eller under umayyadekalifatet i Damaskus. Især i Det Byzantinske Rige, hvor Det Romerske Rige, trods skiftet til græsk som regeringssprog efter 550, fortsatte, er der kontinuitet på alle områder, og Middelhavsverdenen holdtes sammen i en kulturel enhed, bl.a. gennem et fortsat handelssamkvem. Først med det rent orientalske abbasidekalifat i Baghdad (grundlagt 749/50), billedstriden i Det Byzantinske Rige (fra 726) og frankernes intervention i Italien (773) fuldbyrdedes tredelingen af den senantikke verden.

• Det Byzantinske Rige
• Europas historie i middelalderen
• folkevandringstiden