Thorshammer. Støbeform i klæbersten til thorshammer og kors, fundet i Trendgården, Nordjylland. Formen dateres til anden halvdel af 900-t. Thorshammeren af sølv foran formen stammer fra samme periode. Den er fundet i Rømersdal på Bornholm. Begge findes på Nationalmuseet.

.

Thorshammer. Mjølner, Thors hammer, i form som et hængesmykke i sølv fra vikingetiden. Smykket er fundet i Skåne.

.

Thorshammer, stiliseret hammer, der er symbol på den nordiske gud Thor, der ejede hammeren Mjølner. Thorshamre kendes især som hængesmykker af sølv, guld, bronze, jern eller andre materialer fra vikingetiden (slutningen af 700-t. til midten af 1000-t. og var særligt populære i den sidste hedenske tid som sidestykke til det kristne korssymbol.

Thorshamre blev også brugt på anden vis, fx indhugget i runesten.

En thorshammer med de indridsede runer: hmar is ('hammer er', 'dette er en hammer') blev fundet i 2014 ved Købelev på det nordvestlige Lolland. Det er den eneste thorshammer med runer blandt de ca. 1000, der er fundet - især i kvindegrave - i Norden, De Britiske Øer, Baltikum og Rusland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig