Altamira, hule med palæolitiske vægmalerier i De Cantabriske Bjerge i provinsen Santander i Nordvestspanien. Hulen blev undersøgt fra 1875 af Marcelino de Sautuola, hvis 12-årige datter opdagede malerierne i 1879. Over 150 naturtro billeder af bisoner, vildsvin, heste og hjorte er malet på vægge og lofter i den 280 m lange hule, der er opdelt i flere sale. Først 1902 efter lignende fund i franske huler blev billederne anerkendt som ægte. I Altamira er udgravet fund fra moustérien, solutréen og magdalénien. De fleste af malerierne dateres til sidstnævnte periode, dvs. at de er ca. 15.000 år gamle.