Heuneburg, befæstet fyrstesæde fra Hallstatt-kulturen på et højdedrag ved øvre Donau i Baden-Württemberg. Ca. 600 f.Kr. opførtes en mur i lertegl dækket af vandafvisende kalkmørtel og med firkantede tårne. Det er første gang, brændte tegl anvendes som byggemateriale nord for Alperne. Forbilleder for den anvendte byggeteknik findes i græske kolonier ved Middelhavet. Fund som attisk sortfigurskeramik, vinamforaer fra Massalia (nuv. Marseille) og en støbeform til en etruskisk vinkande understreger de mediterrane kontakter. Omkring Heuneburg ligger fyrsterne begravet i store gravhøje med rigt gravgods.