Hollands forhistorie

De ældste fund fra Hollands forhistorie er ca. 100.000 år gamle; de stammer fra den sidste mellemistid og hører til kulturen moustérien. Fra istidens sidste del kendes mange bopladser fra Hamburg-kulturens rensdyrjægere, ca. 12.500-12.000 f.v.t.

I den mesolitiske tid, ca. 9300-5000 f.v.t., levede jægerbefolkningen ved bredderne af søer og floder. Redskaber af flint og ben er meget lig den danske Maglemose-kulturs. Ved Bergumermeer i Nordholland er langs en søbred udgravet en boplads med en række halvrunde hytter dateret til ca. 6000 f.v.t. Fra Pesse i Drentheprovinsen stammer Europas ældste båd, en 3 m lang stammebåd, kulstof 14-dateret til ca. 6500 f.v.t.

Landbruget indførtes i Østholland ca. 5000 f.v.t. med langhuslandsbyer som ved Elsloo; disse tilhørte båndkeramisk kultur. I Vesthollands kystområder fortsatte den mesolitiske livsform i mere end 1000 år. Med tragtbægerkulturen fra ca. 4000 f.v.t. ekspanderede landbruget ud over større dele af Holland, og kort før 3000 f.v.t. opførtes i Nordholland en del jættestuer. Fra 2000-t. f.v.t. kendes enkeltgrave fra snorekeramisk kultur og klokkebægerkultur; i disse grave optræder de ældste kobberdolke.

Bronzealderen begyndte ca. 2000 f.v.t., og bronzefundene viser påvirkninger fra Frankrig, England og Norden. Bebyggelsen består af grupper af langhuse og runde hytter.

Jernalderen begyndte ca. 700 f.v.t., og i denne periode blev marskområderne permanent besat, og de karakteristiske terplandsbyer opstod. Disse bosættelser tilskrives friserne. Ved Romerrigets ekspansion blev Rhinen grænsen, således at området syd for floden blev romersk, mens området nord for Rhinen tilhørte "Det Frie Germanien". Her ses en kontinuerlig bebyggelse på marskområdernes terper. Romerrigets påvirkning var dog tydelig, mest fremtrædende ved storgården Rijsvijk fra første halvdel af 200-t. e.v.t., som ligger lige nord for Rhinen, og hvis hovedbygning var udsmykket med romerske vægmalerier.