Sangerhausen, fund af religionshistorisk betydning fra ældre bronzealder, ca. 1600 f.Kr., fra Sangerhausen i Sachsen-Anhalt, Nordtyskland. I marts 2002 kom det opsigtsvækkende fund for dagen. Foruden et par sværd, nogle økser og ringe af bronze bestod det af en særpræget bronzeskive, 38 cm i diameter. Den er på den ene side udsmykket med en sol, en måne og mange punkter, måske stjerner. Desuden ses to buede figurer, hvoraf den ene kan forstås som en gengivelse af et skib, den anden som en symbolsk gengivelse af himmelhvælvingen. Alle figurerne er guldbelagt. Er tolkningen af de stiliserede figurer rigtig, var skibet allerede på dette tidspunkt ifølge datidens trosforestillinger knyttet til Solens (og Månens) transport over himlen. Måske har skiven oprindelig været placeret på en skibsmodel, og den kan på en sådan have været frembåret ved kultiske ritualer.