langhus

Langhus, oprindelig betegnelse for skibet i en kirke, hvor de bærende elementer følger en hovedakse i modsætning til central- eller rundkirker. Langhuset kan være opdelt af piller i to eller flere skibe. Betegnelserne langhus og skib anvendes også i forbindelse med almindelige beboelseshuse. Oldtidens langhuse, der havde en eller to parallelle rækker af tagbærende stolper, betegnes som to- eller treskibede. Mere bredt anvendes betegnelsen langhuse om aflange beboelseshuse blandt flere oprindelige folk, hvor hustypen har forbindelse med et særligt socialt mønster.

Langhusene på fx Borneo kan være mere end 100 m lange og rumme op til 400 beboere. Husene er bygget på pæle i en kraftig tømmerkonstruktion. De er delt på langs; den bageste del er opdelt i rum for de enkelte familier, mens den forreste er én lang gang, som vender ud mod floden. Langhuset udgør en landsby. Typen findes også andre steder i SØ-Asien, og kendes desuden fra andre dele af verden.

I Europa nord for Alperne blev langhuse indført allerede af de tidligste bondesamfund, der tilhørte den båndkeramiske kultur, ca. 5400-4900 f.Kr. Husene var bygget af træ, var ofte over 40 m lange og havde tre rækker indvendige, jordgravede stolper, der må have båret et saddeltag. De huse, man kender fra den senere tragtbægerkultur, er alle mindre og af enklere konstruktion. Fra tidlig og mellemneolitikum i Sydskandinavien, ca. 4000-2350 f.Kr., kendes midtsulehuse, aflange rektangulære eller ovale huse med en række tagbærende stolper. I senneolitikum og begyndelsen af ældre bronzealder, ca. 2350-1500 f.Kr., var midtsulehuset udbredt i Sydskandinavien, og der er udgravet flere bopladser med 40-45 m lange, tømmerbyggede langhuse, se Hemmed og Limensgård bopladser. I ældre bronzealder, ca. 1500 f.Kr., dukkede den hustype op, som blev den dominerende gennem bronze- og jernalder indtil vikingetidens slutning: huset med parvise, tagbærende stolper, det treskibede langhus. De fleste langhuse fra bronze- og ældre jernalder husede både mennesker og dyr, men fra 300-400 e.Kr. bestod gårdene af flere bygninger. På de største gårde indtog et af langhusene pladsen som hovedhus eller hal, som det kendes fra Gudme jernalderfund, og senere fra vikingetidens stormandssæder, se Lejre Kommune og Tissøfundene. Langhusene med de karakteristiske buede vægge fra vikingeborgene er i princippet halbygninger, se trelleborge.