Faktaboks

Frederik Poulsen

Poul Frederik Sigfred Poulsen

Født
7. marts 1876
Død
8. november 1950

Frederik Poulsen var en dansk klassisk arkæolog og forfatter. I 1910 blev han ansat på Ny Carlsberg Glyptotek, hvor han var direktør fra 1926 til 1943.

Poulsen har i sit rigt varierede forfatterskab mestret minutiøs stilkritik, klar kunstarkæologisk analyse, store idékombinationer samt evnen til at se samspil mellem kunst og litteratur.

Hans arkæologiske hovedværker var banebrydende, bl.a. Der Orient und die frühgriechische Kunst (1912), Etruscan Tomb Paintings (1922), Greek and Roman Portraits in English Country Houses (1923), Oraklet i Delfi (1919) og Gab es eine alexandrinische Kunst (1938).

Poulsen var en dygtig og fantasifuld leder af Glyptoteket og udarbejdede et fuldstændigt katalog over samlingen (1940). Hans rejseskildringer nåede ud til et bredt publikum, fx Under hellenisk Himmel (1908), Rejser og Rids (1920), Lykkelige Dage i Grækenland, ligesom hans erindringer i tre bind (1946-1950).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig