Pantheon er et antikt tempel på Marsmarken i Rom, viet til alle guder. I kraft af sin betydelige størrelse og rummets enkle proportioner har det nuværende Pantheon fået en ekstraordinær plads i Europas efterantikke arkitektur. Dens rolle som forbillede for renæssancens og (ny)klassicismens bygmestre kan næppe overvurderes.
Det tempel, man ser i dag, er ikke det oprindelige Pantheon, som kejser Augustus’ feltherre og svigersøn, Marcus Agrippa, opførte i 27-25 f.v.t. Det var oprindelig tænkt som helligdom for Augustus, hvilket kejseren imidlertid afviste. Dette tempel er formentlig gået til under en af de storbrande, der hærgede kvarteret.
Det nuværende tempel, der også har omfattet en forplads, blev rejst af kejser Hadrian i 120'erne e.v.t. nogenlunde samme sted. Han bevarede indskriften fra Agrippas Pantheon på det nye tempel. Den ses på porticoen med bronzebogstaver og lyder på dansk: ”Marcus Agrippa, Lucius’ søn, lod Pantheon opføre, da han var konsul for tredje gang.” Herved fremhævedes indirekte Hadrians egen systembevarende holdning.
Templets forhal, der vender ud mod Piazza della Rotunda, består af otte søjlerækker med tre ca. 14 m høje korinthiske søjler i hver række. Søjlerne er udhugget i egyptisk granit fra Mons Claudianus. To vældige bronzedøre fører ind til en smal vestibule. Bronzedørene er de antikke, der oprindelig var forgyldte.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.