Palmyra. Trebueporten.

.

Palmyra. Den velbevarede processionsgade fra omkring 200 e.Kr. var rygraden i det antikke Palmyra. Søjlerne th. har hver et lille fremspring, hvor oprindelig en statue af en fremtrædende borger var placeret; tv. for søjlerne ses trebueporten. I baggrunden skimtes den arabiske borg, der blev bygget i 1600-t. på resterne af en ældre befæstning.

.

Palmyra. Beltemplet.

.

Palmyra er en antik oaseby i Syrien 100 kilometer øst for byen Homs. Stedvis beboelse kendes fra 1700-tallet f.v.t., men den blev mere udbredt fra seleukidetiden, da oasen blev et naturligt centrum for handlen mellem Mesopotamien og Syriens kystland. Mange nomadestammer bosatte sig således i 200-100-tallet f.v.t., og med Beltemplet, oasens største, skabtes en helligdom, der blev fælles for alle stammerne. Der findes over 1000 indskrifter på palmyrensk, som er dialekt af aramæisk.

Templet blev indviet i 32 e.v.t. og finansieredes reelt af romerne, som i 64 f.v.t. havde indtaget Syriens kystland. Anlægget er en blanding af øst og vest, hvilket mærkes overalt i arkitekturen. Senere i 1. århundrede e.v.t. opførte tre store stammer templer for deres egne guder, Nabu, Arsu, Allat, men den egentlige monumentalisering af oasen begyndte først i 100-tallet e.v.t. Bortset fra templet for Baal-Shamin var det udelukkende verdslige anlæg. Agora blev omgivet med en mur og fik indvendige portikker. Nordøst for agora opførtes et teater af romersk type og en lille bygning med hesteskoformet bænkerad, eventuelt senatet. Omkring 200 e.v.t. anlagdes en 1,2 kilometer lang, øst-vest-gående processionsgade og sydover to sidegader; kun søjlerne er tilbage. Processionsgaden har to knæk, det ene formidles af et kvadratisk portanlæg, det andet af Trebueporten. Nord og syd for processionsgaden findes boligkvarteret med peristylhuse og uregelmæssigt gadenet. Nekropolerne ligger vest og nord for byen. I 1. århundrede e.v.t. opførtes gravtårne med begravelser i flere etager, i 100-tallet e.v.t. underjordiske kammergrave.

I 128 e.v.t. besøgte kejser Hadrian oasen og erklærede den for fristad. I 212 blev byen romersk koloni, og tiden var gunstig indtil 226, da sasaniderne tog magten i Det Persiske Golfområde og blokerede Palmyras handel. I 256 gjorde romerne palmyreneren Odainat til guvernør over det sydlige Syrien. Han blev myrdet i 267, måske af sin hustru, Zenobia. Som værge for sønnen overtog hun magten og erobrede Egypten fra romerne, hvorefter Palmyra igen fik kontrol med Orienthandelen. Efter et slag ved Emesa overgav palmyrenerne sig i 272 til kejser Aurelian, som efterlod 600 soldater i byen, men de blev dræbt, og palmyrenerne udråbte en konge. Efter denne provokation vendte Aurelian tilbage i 273, men byen var forladt; palmyrenerne var vendt tilbage til ørkenen. Romerne befæstede oasen og anlagde en militærlejr. Små kirker og indretningen af Beltemplet til kirke viser, at beboerne nu var kristne. Efter 634 blev Beltemplet moské.

Glyptotekets samling af palmyrenske gravskulpturer er sammen med Istanbuls de største uden for Syrien. Sammen med franskmændene foretog danskeren Harald Ingholt udgravninger i Palmyra i 1924-1925, 1928 og 1935.

Palmyra er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

I maj 2015 blev Palmyra-området erobret af den islamistiske milits ISIS; erobringen blev fulgt op af massakrer på lokalbefolkningen, og flere af monumenterne, heriblandt Beltemplet, Baal-Shamin-templet og Trebueporten, er blevet sprængt i stykker. Området blev kortvarigt tilbageerobret i 2016 af regeringstropper, men efter at ISIS samme år vendte tilbage fortsatte den bevidste ødelæggelse af monumenterne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig