Denne artikel omhandler især det europæiske Ruslands forhistorie fra menneskets tidlige forhistorie frem til begyndelsen af vikingetiden. Perioden fra 800-tallet og frem behandles i artiklen om Ruslands historie indtil 1689. Vedrørende området øst for Ural, se også Sibiriens forhistorie.

Menneskets tidlige forhistorie

Tæt ved det russiske område, i Dmanisi i Georgien, er fundet knogler af Homo erectus, 1,7-1,6 mio. år gamle. Spor af beboelse i ældre og mellempalæolitikum for ca. 500.000-40.000 år siden skal søges i Kaukasus og langs floden Volga, hvor der er gjort fund fra kulturerne yngre acheuléen og moustérien. De nærmeste skeletfund af Homo neanderthalensis kendes fra Krim i det nuværende Ukraine og fra Usbekistan i Centralasien.

Yngre palæolitikum og mesolitikum

I et arktisk miljø i yngre palæolitikum for ca. 40.000-11.500 år siden fandtes i Centralrusland talrige bopladser, hvis beboere jagede hest, bison, saigaantilope, rensdyr og mammut, og hvis ovale hytter var omkranset af rentakker og mammuttænder som ved Kostenki ved floden Don. Herfra kendes okkerstrøede begravelser og såkaldte Venusfigurer af mammuttand. I Kapovahulen i det sydlige Ural findes malerier af mammut, hest og uldhåret næsehorn. Ved istidens slutning fulgte jægerne med isranden mod nord. På bopladser i det vestlige Rusland er fundet flintredskaber med paralleller til Federmesser- og Ahrensburg-kulturen.

I mesolitikum fra ca. 9300 f.v.t. fandtes jægersamfund, der var tilpasset de skovklædte strækninger mod nord og langs floderne mod syd. Der var forbindelse mellem jægerkulturerne i Finnmarken, på Kolahalvøen og i Karelen samt videre østpå til det nordlige Sibirien.

Neolitikum

I neolitikum bredte agerbrug og kvægavl sig sydfra fra Balkan, Kaukasien og gennem Turkmenistan og Kasakhstan fra ca. 6000 f.v.t. Der udviklede sig mange forskellige kulturmønstre over det store område. Mens der i Kaukasus fandtes permanente, velorganiserede landsbyer med huse bygget af lersten, bredte kvægnomader sig på De Pontiske Stepper. I skovbæltet mod vest og nord indførtes brænding af lerkar (grubekam-keramik), men man levede fortsat af jagt og fiskeri og byggede videre på traditioner fra mesolitikum.

Forekomster af kobber i Kaukasus og det sydlige Ural blev udnyttet fra ca. 3000 f.v.t. I 3. årtusinde f.kr. udvikledes et fyrstemiljø nord for Kaukasus med fæstninger og fyrstegrave, se Majkop.

På de sydlige stepper fandtes Jamnaja-kulturen, kendt fra gravhøje, kurganer, med de ældste kendte firehjulede vogne. Det centrale Rusland var med Fatjanovo- og Balanovo-kulturerne fra ca. 2900 f.v.t. inddraget i det snorekeramiske kulturkompleks med husdyrbrug og anvendelse af kobber og bronze til redskaber, våben og smykker.

Bronzealderen

På overgangen til bronzealderen ca. 2000 f.v.t. vidner rige begravelser med menneskeofringer om et hierarkisk opbygget samfund. Udnyttelsen af kobber- og tinforekomster i det sydlige Ural førte til en blomstrende metalindustri på begge sider af Uralbjergene.

De første stridsvogne (defineret som vogne med to eger-hjul og hestespand) dukker op med Sintashtakulturen ved de sydlige Uralbjerge fra 2000 f.v.t. Sen bronzealder begyndte allerede omkring 1900 f.v.t. med spredningen af diverse kulturer, der ofte grupperes sammen under navnet Andronovo. De spredtes mod syd helt ned til Hindu Kush omkring 1500 f.v.t., og med dem udbredtes stridsvognen og ridehesten, som blev magtsymboler i både Nærøsten og Europa herfra.

I den siste del af sen bronzealder optræder i Sydrusland kimmerierne, beredne nomader, der ligesom skytherne er kendt fra sammenstød med det urartiske rige og assyrerne i 800-600-tallet f.v.t.

Jernalderen

Jernalderen begyndte ca. 700 f.v.t., da jernteknologien blev introduceret fra Lilleasien over Kaukasus. Med anlæggelse af kolonier langs Sortehavskysten i 600-tallet skabte grækerne sig et marked i Sydrusland og indførte vindyrkning. Græske smede bidrog til udvikling af skythernes fremragende metalkunst, kendt fra rigt udstyrede fyrstebegravelser især i det sydlige Ukraine.

Fra 100-tallet f.v.t. blev byerne ved Sortehavet angrebet af sarmaterne, der beherskede området mellem Det Azovske Hav og Kaukasus. En del af de skythiske folk drev udviklet landbrug. I det centrale Rusland omkring floden Oka og langs øvre og mellemste Volga indtraf i jernalderen en landbrugsmæssig ekspansion, antagelig baseret på svedjebrug. Bebyggelsen samlede sig på højt beliggende plateauer, der ofte var befæstede, såkaldte gorodisjtje.

Tiden efter begyndelsen af vor tidsregning var i det sydlige Rusland præget af krigeriske indfald af stammefolk som alanere, hunner, bulgarer, og khazarer kulminerende med hunnernes erobringstog i 2. halvdel af 300-tallet. Den urolige periode blev efterfulgt af en ny tidsalder, kendetegnet ved etablering af storriger som Bulgarriget fra 582 mellem Ural og Volga og khazarernes rige 600-1000-tallet mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav.

Slaviske folk indvandrede vestfra i 500-tallet og slog sig ned i det nordvestlige Rusland. Deres gravminder i form af langhøje og koniske rundhøje præger området omkring Ilmen-søen. Der opstod byer som Staraja Ladoga ved Volkhov-floden, hvor fund fra 750-1000 vidner om handelsforbindelser med Skandinavien. Gnezdovo ved Smolensk voksede frem som en by med blandet slavisk-skandinavisk befolkning. For nordboerne i vikingetiden var de støttepunkter på handelsvejen sydover gennem de russiske floder til Sortehavet. Men fundene vidner også om en betydelig skandinavisk bosættelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig