De ældste fund i Slovakiet stammer fra mellempalæolitikum; i hulen Prepostská er der fundet redskaber sammen med knogler af uldhåret næsehorn og huleløve.
Der er flere fund fra yngre palæolitikum, da obsidian i Østslovakiet udnyttedes og udveksledes over større afstande. En ca. 25.000 år gammel Venusstatuette af mammutben kendes fra Moravany. Ca. 5000 f.v.t. indførtes landbrug med den båndkeramiske kultur.
Bronzealderen begyndte ca. 2200 f.v.t., og snart fremkom befæstede landsbyer på bakketoppe som Barca i Østslovakiet med velordnede rækker af huse. Ca. 1800 f.v.t. blev Slovakiet omfattet af den østlige højgravskultur. Omkring 1200 f.v.t. begyndte urnemarkskulturen med større urnegravfelter; metalforarbejdning nåede et højdepunkt med fint drevne bronzekar.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.