P.O. Brøndsted, Peter Oluf Brøndsted, 1780-1842, dansk klassisk arkæolog og professor i klassisk filologi. Brøndsted var 1806-13 på en stor Europarejse, hvor han bl.a. foretog udgravninger på Kea og i Figalia i Grækenland. Han var en af foregangsmændene for nyere tids arkæologi, hvor studier i felten går forud for studerekammeret. 1820-23 var han dansk hofagent ved pavestolen i Rom og rådgav her prins Christian (8.) under hans udlandsrejse vedrørende indkøb af græske og romerske antikviteter. Brøndsteds hovedværk Voyages dans la Grèce accompagnés de recherches archéologiques (2 bd., 1826-30) gav ham international berømmelse. Heri identificerede han som den første de to marmorhoveder i Antiksamlingen som stammende fra Parthenon på Athens Akropolis. Som direktør for Det Kgl. Mønt- og Medaillekabinet fra 1832 til sin død foretog Brøndsted betydelige erhvervelser af græske oldtidsmønter og danske guldmedaljer samt sørgede for, at samlingen blev tilgængelig for publikum.