Bangalore

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Bangalore, Bengaluru, hovedstaden i delstaten Karnataka i det sydlige Indien; 8,4 mio. indb. (2011). Bangalore er en af Indiens mest attraktive storbyer, og med sin beliggenhed ca. 900 m.o.h. den eneste, hvor det aldrig bliver særlig varmt. Fra hele Indien kommer folk hertil for at søge arbejde, forretningsmuligheder og højere uddannelse. Bangalore er kendt som et af verdens førende centre for udvikling af it-software, men har også en lang række andre højteknologiske virksomheder.

Byen blev grundlagt i 1600-t., og fra den tid stammer bymidten med snævre, snoede gader og en uendelig variation af småværksteder, fine templer og boliger. I 1800-t. grundlagde briterne en selvstændig bydel, Cantonment, med fritliggende boliger forbundet af brede veje i rette vinkler. Dette område har udviklet sig til at være det mest vesterlandske i Indien. Her grupperer de dyrere hoteller og restauranter sig sammen med flyselskaber og rejsebureauer i et citykvarter i byens nordøstlige del, mens regeringskontorer, retsbygninger og museer er samlet i et parkområde nær bymidten.

Bangalore var i kolonitiden førende inden for videnskab og teknologi, og den har siden uafhængigheden tiltrukket store offentlige investeringer. Fly-, jernbane-, elektronik- og maskinindustrier i byen drives af staten, og Indiens rumforskningsprogram har sit centrum her. Også den betydelige private industri kendetegnes ved et højt teknologisk niveau.

Som Karnatakas hovedstad har byen omfattende administrative opgaver, der sammen med finanssektoren og to universiteter medvirker til at skabe en høj andel af funktionærer i arbejdsstyrken. Det intellektuelle miljø skaber grobund for og stimuleres af en aktiv og kritisk presse.

Middelklassen præger Bangalore mere end nogen anden indisk storby, og byen har vidtstrakte bungalow-kvarterer. Selvom fattigområderne rummer næsten halvdelen af befolkningen, er byens slumkvarterer betydelig mindre af omfang og tæthed end i andre større byer;ifølge folketællingen fra 2001 er Bangalore den af Indiens storbyer, der har langt den mindste slumbefolkning (8% af indbyggerne). Bangalore har i høj grad karakter af haveby. Parker, skyggefulde alleer og et væld af blomster giver byen en særlig stemning. Byens infrastruktur, særlig vejnettet, er ikke blevet moderniseret i samme takt som byens økonomiske udvikling, og det skaber i stigende grad problemer. En ny international lufthavn blev åbnet i 2008.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
21/05/2012
Oprindelig forfatter
FBarn
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki