Indien (Geografi)

Klima

På nær Himalaya ligger hele Indien i den tropiske zone og domineres af monsunerne. Fra juni til september blæser SV-monsunen ind over subkontinentet. Over det varme ocean har luften optaget store mængder vanddamp, som afgives som regn, når vindene tvinges op over kystbjergene. De fleste egne får mindst 80% af årsnedbøren under sommermonsunen. Nedbørsmængderne varierer stærkt fra ørkenområderne i NV, som oftest ligger uden for monsunvindens rækkevidde, til kystsletterne og bjergskråningerne. Landsbyen Cherrapunji i delstaten Meghalaya ligger på en sådan skråning og modtager mere nedbør end noget andet sted på Jorden; i gennemsnit over 11.000 mm om året. Samtidig er der store forskelle på sommernedbøren fra år til år.

I Himalaya skyller regnen store mængder jord og grus ud i floderne. Under de årlige oversvømmelser efterlader Ganges og dens bifloder frugtbare aflejringer på sletten. I årtusinder har disse aflejringer skabt grundlag for et intensivt landbrug, men de skaber også problemer for kunstvandings- og vandkraftanlæg.

Under sommermonsunen rammes Indiens kyster med mellemrum af voldsomme storme og flodbølger. Det er især de lavtliggende områder på østkysten, det går ud over.

I januar og februar blæser vintermonsunen fra NØ; den medfører kun små nedbørsmængder og giver en kølig periode. Forår og efterår mellem de to regnperioder er præget af tørt og varmt vejr. I hele Indien syd for Himalaya er forår, sommer og efterår meget varme; temperaturer over 50 °C forekommer hvert år. Især i Gangesslettens fugtige luft kan klimaet føles meget ubehageligt. Om vinteren er det fortsat ret varmt i Sydindien, om end køligere på Deccanhøjsletten, mens det i Nordindien kan blive ned til 0 °C.

Den naturlige vegetation er de fleste steder løvfældende eller stedsegrøn tropisk skov. Århundredernes landbrugskultur har reduceret skovarealet til 13%, og store områder, bl.a. Gangessletten, er stort set skovløse.

Befolkning

© Mathilde Foto/Søren Lauridsen

Indien. Dhobi wallahs, vaskefolk, ved Gangesfloden.

Indien har verdens næststørste befolkning (efter Kina). Med 324 indb. pr. km² er landet samtidig blandt de tættest befolkede. Befolkningstætheden varierer fra 13 indb. pr. km² i den nordøstlige delstat Arunachal Pradesh til 9294 i forbundsterritoriet Delhi.

Hvert tiende år afholdes en altomfattende og meget detaljeret folketælling; den seneste blev afholdt i 2001. Kun 48% kvinder, hvilket er næsten enestående i verden; det afspejler kvindernes hårde livsvilkår og befolkningens præference for drengebørn. Mange fødsler og dødsfald finder sted uden at blive registreret, men fødselshyppigheden blev ved folketællingen beregnet til 3% og den forventede middellevetid til 63 år (2003). I tiåret frem til 1991 var den årlige befolkningstilvækst 2,1% mod 1,8% i tiåret efter. Efter uafhængigheden har skiftende regeringer set befolkningsvæksten som et af landets store problemer, og familieplanlægningsprogrammer er forsøgt udbredt. Idéen om børnebegrænsning strider ikke grundlæggende mod hinduistiske leveregler, men programmerne har til gengæld vist sig vanskelige at gennemføre i fattige bondefamilier, som ofte har haft stærke ønsker om at forøge familiens arbejdsstyrke og dermed indkomstmuligheder. Midt i 1970'erne var reaktionerne på en nærmest militært organiseret sterilisationskampagne blandt fattige landarbejdere i Nordindien medvirkende til, at regeringen indførte undtagelsestilstand og efterfølgende måtte træde tilbage. Der har været en stigende erkendelse af, at landets befolkningsvækst først og fremmest er et fattigdomsproblem, og med en hastigt voksende middelklasse er den samlede fødselshyppighed jævnt faldende, især i Sydindien.

72% af inderne bor på landet og en stigende del bor i de 35 byer med mere end 1 mio. indb.; blandt dem er nogle af verdens største byer. De tre største byer, Mumbai, Kolkata og Delhi har tilsammen mere end 42 mio. indb. Mere end 15 mio. indere bor uden for landets grænser; mange har tæt kontakt med moderlandet og bidrager med investeringer og overførsler væsentligt til den indiske valutakasse.

Med en årlig gnsntl. indkomst på ca. 2800 kr. er den indiske befolkning i 2003 ikke længere blandt de absolut fattigste i verden. Tallet dækker over meget store forskelle, idet 270 mio. lever under den officielle indiske fattigdomsgrænse, mens op imod 300 mio. har en levestandard, der kan sammenlignes med europæeres. Andelen af befolkningen under den indiske fattigdomsgrænse er faldet fra 54% i 1972 til 26% i 2006.

Erhverv

© Ernst Tobisch

Indien. Kystfiskeri i Goa på Indiens vestkyst. De store net ros ud og trækkes i land fra stranden.

Landbruget beskæftiger tre fjerdedele af den indiske arbejdsstyrke og bidrager med 25% af BNP. Byerhvervene, industri og service, bidrager med hhv. 24% og 51% af BNP. Tallene afspejler store forskelle i produktiviteten i de forskellige sektorer og samtidig de prioriteringer, regeringen har anlagt i den økonomiske politik siden uafhængigheden. Allerede i slutningen af 1940'erne iværksattes ambitiøse økonomiske planer. Gennem en aktiv statslig styring af økonomien ville man industrialisere Indien, bryde den økonomiske afhængighed af Storbritannien, skabe økonomisk vækst og dermed bekæmpe den omfattende fattigdom. Siden 1990'erne har den gradvise økonomiske liberalisering betydet, at der er blevet mindre ensidigt fokus på industriproduktionen.

Landbrug. Ca. 55% af arealet er opdyrket. Siden uafhængigheden er det dyrkede areal vokset med 38%. Den vigtigste afgrøde er ris, efterfulgt af hvede, hirse og en række bælgfrugter. De vigtigste salgsafgrøder er oliefrø, sukker, bomuld, jute, tobak, te og kartofler.

I 1960'erne lanceredes "den grønne revolution". Regeringen støttede udviklingen og anvendelsen af højtydende kornsorter, i første omgang hvede, der blev udbredt i den nordvestlige delstat Punjab. Senere kom andre dele af landet med i programmet, der også blev udvidet til at omfatte ris og andre afgrøder. Anvendelsen af de højtydende kornsorter forudsætter rigelig vandtilførsel, og meget omfattende udbygning af kunstvandingsanlæg har været en central del af den grønne revolution. Det gælder også en stor vækst i produktionen af kunstgødning og øget brug af pesticider. Alt i alt kræver de nye dyrkningsformer et vist kapitalgrundlag hos bønderne, og omlægningen var i begyndelsen især en succes i de rigeste egne og blandt de i forvejen mest velstående bønder. I 1990'erne er ca. tre fjerdedele af agerjorden tilsået med de højtydende sorter, og siden 1960'erne er det kunstvandede areal fordoblet til mere end 40% af den dyrkede jord.

Trods de nye teknikker er produktiviteten i det meste af landbruget fortsat lav, og fattigdom er udbredt i landområderne. En hovedårsag er den skæve jordfordeling. 30% af landbefolkningen ejer ikke jord, og yderligere 30% ejer under 2 ha. Den gennemsnitlige bedriftsstørrelse er på ca. 1,7 ha og faldende. Denne gruppe på millioner af fattige bønder og landarbejdere udgør et kolossalt og nærværende fattigdomsproblem i Indien.

Husdyravl er en vigtig supplerende indtægtskilde for mange især mindre landmænd. Der er ca. 185 mio. køer og bøfler; de benyttes som trækdyr, både på marker og landeveje, og kokasserne bruges både som gødning og i tørret form som brændsel. Derimod giver køerne kun ganske lidt mælk. Staten støtter udviklingen af mejeribruget med forskning, forædling og rådgivning. Der er etableret andelsmejerier med næsten 9 mio. medlemmer, der har en stigende afsætning i byernes middelklasse. Derimod opdrættes der ikke slagtekvæg, idet et overvældende flertal af den indiske befolkning ikke spiser oksekød. Landets 185 mio. geder og får leverer dels mælk og uld, dels kød til de indere, som ikke er vegetarer. De spiser også hønsekød og æg fra ca. 490 mio. høns.

Fiskeri udgør kun en beskeden del af økonomien. Fiskere tilhører de lavere kaster og er traditionelt blandt de fattigste. Der fiskes fra småbåde langs hele den 7000 km lange kyst og i floder og søer. Regeringen støtter både udviklingen af dambrug og af kommercielt højsøfiskeri, og fangsterne er stigende.

Minedrift. Indien har 7% af verdens kendte kulreserver og er blandt verdens største producenter. Halvdelen stammer fra felter i Bihar og West Bengal. Olieproduktionen er stigende, men ret lille. Felterne ligger i Assam og offshore ud for Mumbai. I øvrigt findes flere andre mineraler, bl.a. jern, kobber, guld, zink og bly.

Industrien bidrager med 24% af BNP. Industrisektoren har været underlagt en meget vidtgående statslig regulering, og en del nøgleindustrier er direkte statsejede. Politikkens formål har været at udvikle en industrisektor, der kan forsyne landet med alle væsentlige industrivarer, og et redskab har været stramme regler for både udenrigshandel, investeringer og produktion. Siden 1991 er der foretaget en betydelig liberalisering af reglerne. Det er sket i lyset af dels sammenbruddet hos den nære samarbejdspartner Sovjetunionen, dels den stigende liberalisering af udenrigshandelen på verdensplan. Produktionen har længe været domineret af sværindustri, maskiner og råvareproduktion, men forbrugsvareindustrien er i stærk stigning. Indien indtager i dag en nøgleposition, når det gælder det globale marked for outsourcing, dvs. de dele af internationale virksomheders arbejdsområder, som med økonomisk fordel kan varetages af underleverandører. Det er anslået, at området bidrager til 5% af BNP (2006) og potentialet er langt større. Området omfatter bl.a. call centre som fx varetager telefonopkald fra kunder i fx USA, bogholderiopgaver, udskrift fra lægers diktafoner m.v. og i det hele taget de opgaver, hvor it-teknologien har nedbrudt grænserne for, hvor en arbejdsopgave varetages. En forudsætning for Indiens position på området er de relativt lave lønninger, et højt teknologisk niveau og tilstedeværelsen af højtuddannede engelsksprogede unge. Outsourcingindustriens succes har skabt et nyt fænomen med unge, der har relativt høje disponible indkomster uden at de bryder det traditionelle indiske mønsker, hvor de unge først flytter hjemmefra, når de bliver gift. Ændringen i de unges forbrugsmønster er en del af forklaringen på den stærke vækst i antallet af indkøbscentre, shopping malls, som ses i alle større indiske byer.Tekstilindustrien udgjorde traditionelt kernen i indisk industri, og den er fortsat betydelig med 12% af den samlede industriproduktion.

Ved siden af den egentlige industrisektor er der millioner af familier både i byerne og på landet, som supplerer deres indkomst med småhåndværk som spinding, vævning, snedkeri og pottemagerarbejde. Hertil kommer en udbredt brug af forlagssystemet, dvs. bestilt hjemmearbejde med produktion af fx tændstikker, små cigaretter, bidies, og fyrværkeri, ofte som børnearbejde og under meget ringe vilkår.

Service. Både den offentlige og den private servicesektor er stor og voksende. Tilsammen beskæftiger de 24% af arbejdsstyrken og bidrager med 51% af BNP. Mange virksomheder i de vigtigste brancher er i statsligt eje. Det gælder så godt som alle bankerne og væsentlige dele af engroshandelen med landbrugsvarer, ligesom staten regulerer priserne på en række produkter til landbruget, bl.a. den store kunstgødningsbranche. Også jernbanerne og en stor del af bustransporten er i offentligt regi. Sundheds- og skolevæsenet er overvejende offentligt, men der findes et betydeligt antal private hospitaler, skoler og universiteter.

Transport og kommunikation

Det indiske vejnet omfatter ca. 3,2 mio. km veje. 1971-2005 er vejnettet blevet mere end tredoblet. Vejtrafikken er i perioden 2000-05 årligt steget med 7-10%, og antallet af køretøjer er i samme periode steget med 12% om året. Den øgede velstand i den store indiske middelklasse har sammen med liberaliseringen af økonomien medført en stor vækst i antallet af personbiler, fra 682.000 i 1971 til 8,2 mio. i 2003. Hertil kommer mere en 50 mio. flere to- og trehjulede totaktere, især små motorcykler og scootere. Denne udvikling fortsætter med trafikale sammenbrud, forværret færdselssikkerhed og omfattende luftforurening i byerne til følge. I enkelte byer, fx Delhi, er naturgas derfor indført som obligatorisk drivmiddel for busser og rickshaws. Som et led i forbedringerne af vejnettet er der iværksat omfattende motorvejsarbejder, der dels forbinder de fire metropoler Delhi, Mumbai, Kolkata og Chennai, dels vil skabe motorvejsforbindelse fra det nordlige Srinagar til det sydligste punkt Kanyakumari og fra det vestlige Porbander til Silchar i øst.

Rygraden i det indiske transportsystem er imidlertid jernbanerne. Det første indiske lokomotiv kørte i 1853 de 34 km fra Mumbai til Thane. I 2002 var rutenettet 63.100 km og passagertallet 51 mio., og der bygges fortsat nye jernbaner. Togene er generelt langsomme, men storbyerne forbindes med et stigende antal ekspresforbindelser. I alt har de indiske jernbaner over 1 mio. ansatte.

Den indiske handelsflåde er betydelig; ca. halvdelen af tonnagen ejes af det statslige Shipping Corporation of India. De vigtigste havnebyer er Mumbai, Kochi-Ernakulam, Vishakhapatnam og Kolkata alle med skibsværfter. Kanal- og flodtrafik er vigtige i Ganges- og Brahmaputrasystemerne samt i et omfattende net af strandsøer i den sydindiske delstat Kerala, The Kerala Backwaters.

Den indiske indenrigsflytrafik er blandt verdens hurtigst voksende med en årlig stigning i passagertallet på over 20% (2006). På visse ruter konkurrerer flyselskaberne direkte med jernbanerne, især efter introduktionen af lavprisflyselskaber. De statslige flyselskaber Indian (tidligere Indian Airlines) og Air India fussioneres i 2007. Også udenrigsflytrafikken er i vækst hjulpet af regeringens "open skies"-politik, som især fra 2007 vil øge det internationale rutenetværk betragteligt. De kronisk overbelastede lufthavne vil i en årrække fortsat være en væsentlig flaskehals, men i næsten alle indiske metropoler er der planlagt nye lufthavne eller opgraderinger af de eksisterende.

I de første årtier efter uafhængigheden blev kommunikationen til omverdenen varetaget af mere end 23.000 post- og telegrafkontorer. I dag er der 155.000 postkontorer, og de suppleres af et hastigt voksende mobilnetværk med ca. 5 mio. nye brugere om måneden samt udbredt internetadgang i alle betydende byer.