Burma - Historie

© Polfoto/AP

Hvert år den 27. marts fejrer Burma sine væbnede styrkers opstand mod japanerne i 1945. I 2006 blev dagen for første gang markeret i den nye hovedstad, Pyinmana. Billedet viser soldater, der marcherer i formation.

De første store kongedømmer i det nuværende Burma var domineret af pyufolket i det øvre Burma og monfolket i syd og i det nuværende Thailand. Pyu og mon havde nær kontakt med Indien, og herfra indførtes buddhismen før år 500 e.Kr. Først mahayana- og derefter theravadabuddhismen satte deres præg på landets sociale orden. Kongerne byggede klostre og pagoder, og kongens magt byggede på hans karma, som igen var uafhængig af støtten til buddhismen i form af gaver til munkeordenen.

Paganriget var det første kongedømme, som var præget af en burmesisk hersker, Anawratha (regent 1044-77). Anawratha udførte storstilet tempelbyggeri i bl.a. hovedstaden Bagan, men storhedstiden endte i 1287 efter en mongolsk invasion. Herefter kom herskere fra shanfolket til magten, og hovedstaden flyttedes i 1364 til Ava. De følgende århundreder bar præg af økonomisk nedgang. Et nyt dynasti ekspanderede fra Toungoo og erobrede i midten af 1500-t. Pegu og Ava med hjælp fra portugisiske soldater. Desuden invaderede burmanerne Thailand, hvor de erobrede hovedstaden Ayutthaya. I begyndelsen af 1600-t. regerede portugiseren De Brito (d. 1613) vha. kanoner og kun 400 soldater det sydlige Burma.

I 1700-t. blev Burma atter underlagt en centralmagt, denne gang Konbaung-dynastiet, grundlagt af kong Alaungpaya (1714-60), der regerede 1753-60. Han erobrede det sidste monkongedømme og nedkæmpede med hård hånd et oprør, som sendte tusinder af mon- og karenflygtninge ind i Thailand. Alaungpaya tillod briterne at oprette tømmerstationer og faktorier ved Bassein og på Kap Negrais, men han iværksatte derefter en massakre på dem, fordi han mistænkte dem for at støtte monoprøret. Han og siden hans sønner invaderede flere gange Thailand og tiltvang sig mere direkte magt over grænseområderne og mindretallene samt byggede en ny hovedstad, Amarapura. I 1824 søgte de britiske herskere i Indien at standse Burmas ekspansion. Burmanerne gjorde indtil 1826 kraftig modstand; briterne mistede ca. 15.000 mand og søgte og fik hjælp af karener. Burma afstod Arakan og Tenasserim-halvøen til briterne, der især var interesserede i landets udstrakte teaktræsskove til skibsbygning. I 1852 kom det til en ny krig mellem Burma og Storbritannien. Amerikanske og britiske missionærer havde omvendt en del karener, og Burmas konge frygtede, at omvendelse var et led i undergravelsen af buddhisme, kongemagt og burmesisk kultur. Briterne erobrede Rangoon og hele Irrawaddydeltaet samt den midterste del af Burma, som blev en del af Britisk Indien. Under kong Mindon (regent 1853-78) blev handelen med briterne udvidet. Flere grænsekonflikter og burmesisk modstand mod britisk herredømme udløste den sidste krig mellem landene i 1885. Koncessioner på handelen med teaktræ var en vigtig årsag til striden, og desuden frygtede briterne en voksende fransk indflydelse. Den svage kong Thibaw undervurderede briterne, som let indtog Mandalay. Thibaw blev sendt i eksil, kongepaladset og dets templer omdannedes til hhv. officersklub og kirke, og kronregalierne bragtes til London. Burmanernes oprør fortsatte, bl.a. med deltagelse af buddhistiske munke, og i 1930 kulminerede modstanden i et stort oprør, der var ledet af den tidligere munk Hsaya San (1876-1931). Briterne knuste oprøret; ca. 10.000 burmanere blev dræbt, og Hsaya San og 125 rebeller henrettet.

Briterne administrerede stort set Burma uden at inddrage burmanere. I stedet kom læger, ingeniører, pengeudlånere og arbejdere i stort tal fra Indien og Kina. Desuden blev minoritetsområderne Shan, Kayah, Chin og Kachin administrativt skilt fra det centrale Burma. I 1930'erne dannedes organisationen Dobama ('Vi burmanere') af unge studenter under ledelse af Aung San. Bevægelsen støttede Japan under 2. Verdenskrig, idet de anså krigen for at være en antikolonial krig. Skuffelsen over den brutale japanske besættelsesmagt fik imidlertid Aung San og hans "30 kammerater" til at skifte side, men briterne så med skepsis på Aung San og Den Antifascistiske Liga. Briterne mente, at de etniske mindretal havde krav på autonomi, mens Aung San kæmpede for at bevare landet samlet. Britiske firmaer og enkelte officerer ønskede at bevare kolonien, og nogle støttede hemmeligt Aung Sans politiske modstander U Saw, som i 1947 lod Aung San og syv af hans nærmeste medarbejdere myrde.

Efter uafhængigheden i 1948 blev Burma splittet i et virvar af oprør. Landet var i forvejen stærkt medtaget af krigens ødelæggelser, og Aung Sans afløser, U Nu, forsøgte at skabe fred og opbygge en demokratisk tradition stærkt inspireret af buddhismen. I 1950'erne blev Burma invaderet af resterne af den kinesiske Guomindang-hær. Oprørene i landet fortsatte, og mange frygtede, at Shanstaten ville udtræde af unionen. Det førte i 1962 til, at hæren tog magten ved et kup. Ne Win dannede Burmas Socialistiske Program Parti som en civil facade, men militæret og dets efterretningsvæsen herskede diktatorisk og vilkårligt. Ne Win nationaliserede økonomien og afskar landet fra omverdenen. Missionærerne blev udvist, indere tvunget ud af landet, og vestlige forlystelser begrænset. Studenterne forsøgte ved flere opstande at ændre styret. I 1988 kollapsede økonomien, og Ne Win trak sig tilbage og opløste sit parti. Men militæret beholdt magten, og en folkelig opstand blev brutalt nedkæmpet. Mindst 3000 blev dræbt, ca. 4000 fængsledes, og tusinder flygtede. I 1990 afholdt regimet valg. Oppositionen blev ledet af Det Nationale Forbund for Demokrati og Aung San Suu Kyi, en datter af Aung San. Hendes parti vandt 80% af pladserne i det nye parlament, men regimet, State Law and Order Restoration Council (SLORC), ignorerede resultatet og forfulgte brutalt valgets vindere. Efter valget dannedes en eksilregering, Burmas Nationale Koalitionsregering. Aung San Suu Kyi har det meste af tiden siden 1989 befundet sig i husarrest, og hendes medarbejdere udsættes ofte for arrestationer. Militæret beklæder alle væsentlige poster i landet. SLORC blev i 1997 erstattet af State Peace and Development Council (SPDC); det ledes af general Than Shwe.

I 2004 indgik militærstyret en våbenvile med den etniske oprørsbevægelse Karen National Union. Der blev desuden indledt en forfatningskonvention, angiveligt med henblik på demokrati, men Suu Kyis tilhængere boykottede møderne, som ikke førte til en lempelse af regimet. Regimets stærke mand, premierminister Khin Nyunt, blev 2004 overraskende fjernet og anbragt i husarrest, og Than Shwe overtog også den formelle ledelse af landet. Med kort varsel blev hovedstaden i 2005 flyttet fra Rangoon til Pyinmana. Omfattende demonstrationer mod regimet førte i 2007 atter til at regimet slog hårdt ned på sine modstandere, ikke mindst buddhistiske munke, som blev anset for at være ledere af protestaktionerne. I maj 2008 ramtes Burma af en orkan, der førte til voldsomme materielle ødelæggelser og muligvis op mod 100.000 omkomne, især i Irrawaddy-deltaet. Regimet blev kritiseret for at obstruere den internationale nødhjælp. Katastrofen faldt sammen med en folkeafstemning om en ny forfatning, der skulle legitimere militærstyret i fremtiden.

Den 7.11.2010 afholdt regimet et valg, som regeringspartiet vandt med 80% af stemmerne. Valget var for det meste fredeligt, men der var uregelmæssigheder under stemmeafgivningen. Prodemokratiske aktivister klagede over udbredt valgsvindel begået af regimet. Umiddelbart efter valget kom det til sammenstød mellem hæren og Democratic Buddhist Karen Army (DKBA), og 20.000 flygtede til Thailand. Senere bredte urolighederne sig til Shanstaten og Kachinstaten.

Imidlertid blev Aung San Suu Kyi løsladt fra sin husarrest en uge efter valget, og i marts 2011 blev en nominelt civil regering under ledelse af Thein Sein indsat; han mødtes senere på året med Suu Kyi. I oktober blev en lang række politiske fanger løsladt under stor mediebevågenhed. Tegn på, at omverden tog tøbruddet i Burma alvorligt blev helt tydelige, da USA's udenrigsminister Hillary Clinton i december 2011 besøgte landet. Efterfølgende er demonstrationer blevet tilladt, og styret har december 2011 og januar 2012 underskrevet våbenhvileaftaler med hhv. shan- og karen-grupperinger, ligesom indsatsen mod regimemodstandere i Kachinstaten er blevet indstillet.

Reportage fra det første valg i 30 år i Burma. Klip fra TV-Avisen 27.05.1990.

Læs mere om Burma.