Laos - historie

De første politiske centre, etableret af de indvandrede lao-folk, menes at stamme fra 1200-t. De var underlagt det cambodjanske Angkorrige, hvorfra den religiøse og politiske påvirkning var stærk. Med støtte fra Angkor grundlagdes det første uafhængige lao-kongedømme, Lan Xang, i 1353 i Luang Prabang. Kongeriget var i perioder en regional magtfaktor, hvis indflydelse i midten af 1500-t. strakte sig over hele Laos og Khoratplateauet i det nuværende NØ-Thailand. I samme tidsrum blev hovedstaden flyttet til Vientiane, hvor riget under Souligna Vongsa (1637-94) oplevede sin guldalder. Byen var center for buddhistiske studier og tiltrak munke fra Siam, Cambodja og Myanmar (Burma). Lan Xang-kongeriget udgjorde en decentral og ustabil hierarkisk struktur af lokale herskere, der var bundet sammen af personlige alliancer. I begyndelsen af 1700-t. blev kongedømmet opsplittet i tre mindre kongedømmer (Champassak, Luang Prabang og Vientiane), der kom under pres fra de magtfulde naboer Siam og Vietnam. I slutningen af 1700-t. blev de Siams vasaller. I et forsøg på at genetablere et uafhængigt lao-kongedømme sendte Vientianes konge i 1827 tropper mod Bangkok. Imidlertid blev Vientiane lagt i ruiner af siamesiske tropper, og størstedelen af kongedømmets befolkning deporteredes til det nuværende NØ-Thailand. I anden halvdel af 1800-t. blev de øvrige lao-kongedømmer gradvis indlemmet i Siam, hvis hastige ekspansion frembragte konflikt med Frankrig, der ønskede at udvide sin indflydelse i området. Konflikten kulminerede i 1893, da Frankrig sendte krigsskibe mod Bangkok. Derefter afgav Siam kravet på området øst for Mekong, og Laos blev skabt som en del af Fransk Indokina. En følge af grænsedragningen mellem Laos og Siam blev, at lao-befolkningen i Laos og det nuværende NØ-Thailand blev skilt. Under det franske styre havde Luang Prabang-kongedømmet status som protektorat, mens resten af Laos blev administreret som en koloni. Først i 1946 blev kongen af Luang Prabang indsat som konge over et forenet Laos.

I slutningen af 2. Verdenskrig blev landet kortvarigt besat af japanerne, og det gav næring til den nationalistiske bevægelse Lao Issara 'Frit Laos', der i september 1945 erklærede Laos for uafhængigt. I 1946 besatte franske tropper atter Laos og tvang bevægelsen i eksil. Da Frankrig i 1949 anerkendte Laos som et uafhængigt land inden for Den Franske Union, vendte størstedelen af Lao Issara tilbage. Kampen mod franskmændene fortsatte i den kommunistiske oprørsbevægelse Pathet Lao 'Lao-Nationen' under prins Souphanouvongs ledelse og i alliance med Viet Minh i Vietnam. Efter at Laos i 1953 var blevet uafhængigt, ønskede mange at integrere Pathet Lao i det politiske liv. Under Souvana Phoumas lederskab blev der gjort forsøg på at skabe en neutral koalitionsregering, så Laos kunne udgøre en stødpudestat mellem det vestligt allierede Thailand og det kommunistiske Nordvietnam, men i skyggen af den kolde krig viste det sig umuligt. I stedet skete der en polarisering af den USA-støttede kongelige regering og Pathet Lao, der var støttet af Nordvietnam. Kampene mellem dem tog til i begyndelsen af 1960'erne. Laos blev nu for alvor trukket ind i Vietnamkrigen, og USA iværksatte massive bombninger af Pathet Lao-kontrollerede områder og af Viet Minhs strategisk vigtige transportvej mellem Nord- og Sydvietnam, Ho Chi Minh-stien, der gik gennem Laos. I 1973 blev der indgået våbenhvile, hvorefter Pathet Lao kontrollerede størstedelen af landet. I 1975 kom Pathet Lao til magten og udråbte Den Demokratiske Folkerepublik Laos.

Det nye styre iværksatte en socialistisk reformpolitik, og tusinder af embedsmænd og militærfolk blev sendt i genuddannelseslejre. Følgerne blev katastrofale. Størstedelen af den uddannede befolkning og i alt ca. 10% af den samlede befolkning menes at have forladt Laos 1975-85. I begyndelsen af 1980'erne blev kollektiviseringen af landbruget opgivet, og siden midten af 1980'erne er en ny udviklingsstrategi indført. Økonomien er blevet liberaliseret, og tidligere nationaliseret industri solgt videre til private. Udenlandske investorer er blevet budt velkommen, og i 1990'erne har Thailand været den største udenlandske investor. Reformpolitikken er blevet gennemført med støtte fra bl.a. IMF og Verdensbanken. Optagelsen i ASEAN i 1997 har bekræftet den økonomiske og udenrigspolitiske nyorientering, men Det Laotiske Folks Revolutionære Parti, stiftet 1955, har opretholdt sit monopol på den politiske magt, og der er ingen tegn på en udvikling hen imod politisk liberalisering og pluralisme. Grupper af hmong-befolkningen har siden 1975 ført en lavintensiv kamp mod regeringen.

Læs mere om Laos.