ASEAN er en sammenslutning af sydøstasiatiske nationer. Den blev oprettet i 1967 af Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Singapore og Thailand; siden 1984 har også Brunei været medlem.

Faktaboks

Også kendt som

Association of South East Asian Nations

I 1995 indtrådte Vietnam, i 1997 Laos og Myanmar, og i 1999 Cambodia i ASEAN-samarbejdet. Organisationen var oprindeligt et politisk samarbejde, støttet af USA, med henblik på at imødegå en spredning af kommunismen i Sydøstasien. ASEAN er en mellemstatslig regional organisation, der baserer sig på, at alle væsentlige beslutninger træffes i enstemmighed. Den har ingen organer med overnationale beføjelser, og ASEAN-sekretariatet har ingen beføjelser til at gennemtvinge beslutninger overfor medlemslandene.

For medlemslandene er principperne om suverænitet, ikke-indblanding i andre landes interne forhold og fredelig løsning af konflikter helt grundlæggende. ASEAN har bidraget til at sikre afspænding og politisk stabilitet i regionen under og efter den kolde krig.

ASEAN har haft fokus på at styrke den økonomiske integration mellem landene. Den økonomiske integration er baseret på sænkning af afgifter og told landene imellem, men der er ikke planer om etablering af et fælles marked.

ASEAN har indgået frihandelsaftaler med alle de store asiatiske lande og har deltaget aktivt i udformningen af verdens største handelsaftale, The Regional Comprehensive Economic Partnership, der trådte i kraft i 2022. ASEAN-landene ses i dag som vigtige økonomiske samarbejdspartnere for resten af verden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig