Asien. Mongoliet. Falkoner i Bayan Olgii Aimag.

.

Asien - dyreliv, Størstedelen af Asien udgør sammen med Europa den palæarktiske region. Indien og Bagindien med omliggende øer udgør den orientalske region, mens den sydvestlige del af Den Arabiske Halvø hører til den afrotropiske region. I den palæarktiske del af Asien findes ingen større endemiske grupper pga. kontakten med Europa — og i tidligere geologiske perioder også med Nordamerika.

Langs Ishavskysten findes flere arter af alkefugle i stort antal. Her lever også hvalros og isbjørn, der sammen med bl.a. tundraens polarræv og rensdyr findes udbredt overalt omkring Nordpolen (cirkumpolart). Fuglelivet på tundraen er fattigt på arter. I tajgaen lever ulv, brun bjørn og jærv, pattedyr, som også findes i Nordeuropa, men derudover findes zobel. Af fugle er bl.a. tjur og laplandsugle typiske.

I steppe- og ørkenområderne syd for tajgaen lever bl.a. steppeantiloper (saiga), steppemurmeldyr, steppeegern og hamstere samt fugle som trapper, lærker og steppeørne. Asiens bjergkæder huser talrige dyrearter inden for mange dyregrupper, se bl.a. Himalaya og Kaukasus.

I det østlige Asiens løvskove begynder den orientalske fauna for alvor at gøre sig gældende med bl.a. leopard og tiger; men grænsen mellem den palæarktiske og den orientalske region er flydende. I Nordthailands bjerge findes stålorme og humlebier, der er typiske repræsentanter for den palæarktiske region, mens dyrelivet nede i dalene er udpræget orientalsk. Længere vestpå trækker Himalaya en skarp grænse mellem de to regioner.

I sin artssammensætning er den orientalske del af Asiens fauna klart forskellig fra den palæarktiske, men den har mange lighedspunkter med den afrotropiske fauna; blandt de fælles dyregrupper, som ikke findes andre steder, er næsehorn, elefanter, hyæner, næsehornsfugle og solfugle. Artsrigdommen i SØ-Asiens regnskove er kolossal, den overgås kun af faunaen i Sydamerikas skove.

Læs mere om Asien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig