Asien betragtedes i Grækenland fra omkring 500 f.v.t. som en af de tre verdensdele. Grænserne til Europa og Afrika blev i reglen draget ved floden Don og ved Suez. Kendskabet til Asien var imidlertid begrænset til de vestligste egne; de fjernere områder var ukendte og omgærdet af myter.
Opdelingen af jordkloden i verdensdele har været fastholdt siden antikken. Det er en konventionel opdeling, der svarer til udsynet fra det østlige Middelhav, men Asien udgør ikke i sig selv en enhed med fælles historie og fælles identitet. De forskellige regioner inden for det vældige kontinent lever og har levet under vidt forskellige natur- og kulturforhold og har gennemlevet vidt forskellige historiske forløb.
Kun set udefra, dvs. fra Vesten, har man prøvet at opfatte denne mangfoldighed som en enhed og prøvet at påvise træk eller historiske erfaringer som fælles for hele eller store dele af kontinentet. Asiens historie er således både historien om de generaliseringer, der i tidens løb er formuleret i Vesten, og et nutidigt forsøg på at formulere sådanne generaliseringer.
De ældste skriftlige kilder til Asiens historie og dermed de ældste kendte skriftlige kilder overhovedet er lertavler beskrevet med kileskrift fra Mesopotamien, ca. 3000 f.v.t. Alfabetskrifter udvikledes i Mellemøsten fra ca. 1000 f.v.t., og de kom til at danne udgangspunkt for de skriftformer, der er blevet anvendt og anvendes i Syd-, Sydøst- og størstedelen af Centralasien. De kinesiske skrifttegn udvikledes fra 2000-tallet f.v.t. og fik deres endelige form i århundrederne omkring Kristi fødsel. Der foreligger således et rigt skriftligt materiale, men kildematerialets beskaffenhed og overlevering er ofte en ganske anden end den, historikerne kender fra europæisk historie, og den sproglige mangfoldighed udelukker, at noget enkelt menneske kan få et direkte kendskab til kilder til hele den asiatiske historie.
Interessen rettede sig tidligst mod den ældste mellemøstlige historie, der længe blot betragtedes som et forspil til den "egentlige historie", den europæiske. Dette eurocentriske historiesyn er siden forladt. Ingen vil drage i tvivl, at asiatiske regioner, kulturer og nationer har en historie, der i sig selv er af interesse både for de enkelte folk og for forståelsen af menneskehedens samlede historie.
Den opfattelse er ligeledes forladt, at alle højere kulturer har én fælles kerne, Egypten eller Mesopotamien (Irak). Agerbrugskulturer er opstået forskellige steder i verden efter sidste istid, men blandt de områder, der i kraft af landbrug blev i stand til at bære en tættere befolkning og mere differentierede samfundsstrukturer med byer, stater, skriftsprog osv., træder nogle få frem, der i et kompliceret samspil med tilgrænsende områder og med hinanden har dannet kernen i den historiske udvikling. I Asien lader tre sådanne kerneområder sig udskille: Mellemøsten, Kina og Indien.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.