Centralasiens historie

Denne artikel behandler Centralasiens historie fra de første skrevne kilder i forbindelse med Perserrigets fremtrængen ca. 550 f.v.t. Tidligere tider behandles i artiklen om Centralasiens forhistorie.

Centralasien har været udgangspunkt for både folkevandringer og statsdannelser, der har berørt store dele af Asien og Europa, det har været mødested for stormagter, og det har i perioder været politisk isoleret. Agerbrugere, nomader og handlende har udviklet hver deres erhverv til et højt stade og tilpasset det til omgivelserne og hinanden. Nomaderne havde brug for agerbrugerne, når de havde produkter at omsætte, og når de i perioder med mangel kunne supplere med landbrugsvarer, måske med brug af våbenmagt. Nomaderne har ofte med kavaleriet haft en militærteknologisk overlegenhed til at kunne gøre indfald i agerbrugsområderne, men siden ildvåbnenes udbredelse i første halvdel af 1600-tallet har der ikke været væsentlige centralasiatiske anslag mod resten af kontinentet.

Centralasiens betydning for verdensøkonomien har fra tidlig tid været knyttet til Silkevejen, en fællesbetegnelse for forskellige øst-vestgående ruter til transport af silke og andre kostbarheder. Centralasien har ikke haft væsentlig del i ekspansionen af verdenshandelen efter åbningen af søvejen syd om Afrika, men lokale produkter har opretholdt handelen i og gennem Centralasien.

Zarathustrismen opstod i Centralasien og bredte sig herfra, men ellers har området været vigtigt som gennemgangsland for verdensreligioner. Buddhismen kom fra Indien til Kina og resten af Østasien over Centralasien, hvor den fra den tidligste tid har sat sig spor i kunsten. Såvel kristendommen som jødedommen fik tidligt betydelig udbredelse især i den vestlige del af Centralasien, hvor de senere blev erstattet af islam, der optog elementer af den lokale shamanisme i sig. Islam er nu dominerende blandt Centralasiens folkeslag med undtagelse af mongolerne og tibetanerne, der er buddhister.

Centralasien har fortidsminder, der vidner om beboelse før 1000-tallet f.v.t. I de historiske kilder nævnes området første gang med Perserrigets fremtrængen ca. 550 f.v.t. Alexander den Store kom dertil ca. 330 f.v.t., og ca. 100 f.v.t. trængte kineserne frem østfra. Nord for Kina havde xiongnufolket dannet en stærk stat ca. 200 f.v.t.; den blev da en trussel for det kinesiske Handynasti, men svækkedes i løbet af de følgende 100 år. Xiongnuerne vendte sig mod vest og begyndte at trænge andre nomadefolk foran sig mod vest og syd. Omkring 350 angreb de det persiske Sasaniderige og fortsatte mod syd til Indien. Hunnerne trængte samtidig frem i Europa indtil nederlaget i Frankrig i 451, og de anses af mange for at stamme fra xiongnuerne. På kinesisk bruges samme betegnelse for xiongnu og hunner. Avarerne nåede ca. 550 frem til Den Ungarske Slette; også de stammede formodentlig fra områderne nord for Kina.

I de følgende århundreder beherskedes den nordlige del af Centralasien af tyrkiske folk, der også nåede ind i Kina og senere bevægede sig mod Vestasien og Europa. I løbet af 600-tallet trængte kineserne på ny frem fra øst, og den arabiske indtrængen i Centralasien begyndte i 674. Den kulminerede i 751 i Slaget ved Talasfloden, som standsede de arabiske og kinesiske troppers fremtrængen, selvom begge parter måske under alle omstændigheder havde nået grænsen for deres ekspansion. Efter slaget lærte fangne kinesere araberne at fremstille papir, som derefter bredte sig vestpå.

Fra 700-tallet til midten af 800-tallet trængte tibetanerne frem fra syd, men den store verdensrystende begivenhed skulle blive mongolernes fremvækst i 1200-tallet under Djengis Khan. De erobrede store dele af Asien og nåede i Europa helt frem til Adriaterhavet. Der havde blandt de mongolske stammer udviklet sig et stærkere aristokrati end sædvanligt hos nomaderne, en nomadisk feudalisme, som indebar en stærk organisation af den mongolske stat, og som kom grundlæggerne, der utvivlsomt var stærke personligheder, til gode.

I Centralasien blev den vigtigste mongolske statsdannelse Chaghatai-khanatet. Det udviklede sig i 1300-tallet til en opkræverstat, hvori et stærkt militær sikrede skatterne fra den lokale, overvejende tyrkiske befolkning. I slutningen af 1300-tallet opstod i den vestlige del af Centralasien en stærk stat under Timur Lenk, der erobrede Persien og havde planer om et felttog mod Kina, men døde inden i 1405. Hans stat var forskellig fra foregående nomadestater, idet den lagde mere vægt på den civile del af statsmagten; det var medvirkende til, at staten i de følgende århundreder blev svækket i forhold til religiøse institutioner, idet de kom til at fungere som politiske enheder, men uden tidligere staters kraft og magt til at ekspandere eller modstå tryk udefra.

I nyere tid har Centralasien været stridsområde for fornyet ekspansion fra Kina, Rusland og Storbritannien. Manchuernes Qingdynasti (1644-1911) havde ved midten af 1700-tallet skaffet sig kontrol over Mongoliet, Tibet og kinesisk Turkestan (den nuværende kinesiske provins Xinjiang Uighur). Den russiske fremtrængen i Sibirien fra 1500-tallet bragte det i berøring med Centralasien, men en permanent russisk annektering af de centralasiatiske khanater fandt først sted 1820-1895. Med den samtidige svækkelse af Det Kinesiske Rige kunne russere og briter trænge længere frem i Centralasien, men det nuværende Kinas grænser i Centralasien svarer bortset fra Iliområdet og det ydre Mongoliet stort set til grænserne omkring 1760.

Efter Den Russiske Revolution i 1917 har Centralasien kun i begrænset omfang haft verdens bevågenhed. En selvstændig stat, Den Mongolske Folkerepublik, blev oprettet i 1924, men den var indtil 1980'erne stærkt afhængig af Sovjetunionen. Først med opløsningen af Sovjetunionen og dannelsen af en række nye stater har Centralasien igen fået større international opmærksomhed. En række selvstændige stater skal fremover finde deres postkommunistiske stats- og samfundsform og deres internationale placering i forhold til hinanden og til naboerne, hvor de har tætte etniske bånd til ikke mindst Rusland, Kina, Iran og Tyrkiet.