Lilleasien

Tilstedeværelse af mennesker i Lilleasien kan føres tilbage til den ældste stenalder, da grupper af jægere og samlere slog sig ned i huler fx ved Beldibi i det sydlige Lilleasien. Allerede fra den tidlige bondestenalder (8500-6500 f.Kr.) findes levn efter landsbybebyggelser. Ved Nevali Cori og Cayönü Tepesi i det sydøstlige Lilleasien er fundet rester af flere bygninger, hvis karakteristiske konstruktion med stenfundamenter er beslægtet med samtidige huse i Syrien og Jordan. Selvom en keramisk teknologi endnu ikke var opfundet, kunne man fremstille cement ved brænding af kalksten; cementen blev brugt som gulvbelægning. Under keramisk bondestenalder (6500-5500 f.Kr.) opstod et vigtigt center i Catal Hüyük på Konyasletten i det centrale Lilleasien. Byen skønnes at have haft flere tusinde indbyggere. Stedet profiterede af salg af obsidian og vulkansk glas. Kulturens forsvinden er gådefuld, men nogle af traditionerne synes dog at fortsætte mod vest i byen Hacılar.

I den efterfølgende kobberstenalder var der igen en stærk påvirkning fra de syriske og nordmesopotamiske kulturer Halaf og Ubaid (5500-4000 f.Kr.). I denne periode blev de rige forekomster af kobber i de østlige bjergområder opdaget, og en udnyttelse påbegyndt. Samtidig etableredes kontakter mellem det nordøstlige Lilleasien og transkaukasiske kulturer og mod NV til Balkan. Disse gensidige påvirkninger ses først og fremmest i de keramiske traditioner.

I 4000-t. f.Kr. blev kobberminerne og det østlige Lilleasien inddraget i den første sumeriske statsdannelse, Uruk, i det sydlige Mesopotamien. De tidlige sumeriske kulturer anlagde kolonier langs hovedfærdselsåren, Eufratfloden, helt op til mineområdet. Hermed etableredes også den tradition for produktion af bronzeredskaber og våben, som blev grundlaget for de rige kulturer i Lilleasien i den tidlige bronzealder.

I de følgende årtusinder var Lilleasien under indflydelse af adskillige folk og kulturer. I 2000-t. f.Kr. trængte hittitterne ind i området, og de havde magten frem til ca. 1200 f.Kr. Senere dominerede frygerne inde i landet mod vest (se Frygien) og lyderne ved Vestkysten (se Lydien). Grækerne anlagde en række kolonier, og perserne erobrede området, efter at den lydiske kong Kroisos var blevet fældet 546 f.Kr., men magtforholdene ændredes igen med Alexander den Stores erobring af Lilleasien i 333 f.Kr. Efter hans død overgik magten til seleukiderne.

I 129 f.Kr. etableredes den romerske provins Asia, der omfattede den vestlige del af Lilleasien samt de nærmestliggende øer i Det Ægæiske Hav med Efesos og Pergamon som de vigtigste byer. Området var uhyre rigt som følge af landets frugtbarhed og en omfattende handel. Embedet som provinsguvernør over Asia var eftertragtet og indbringende. I begyndelsen af 1. årh. f.Kr. nærmede den romerske administration sig udplyndring, og provinsen gjorde oprør. Ca. 80.000 romere, især handelsfolk og skatteopkrævere, blev dræbt i krigen 88-84 f.Kr. mellem Mithradates og Sulla. Først med kejser Augustus' reform af den romerske provinsadministration i 27 f.Kr. oplevede provinsen en ny blomstring, som nåede sit højdepunkt i 100-t. e.Kr. Provinsen svækkedes derefter kraftigt især pga. parthernes pres mod Romerriget. I 297 opdelte kejser Diokletian Asia i syv provinser. Med Romerrigets deling i 395 orienteredes Lilleasien mod nord og mod Konstantinopel, og den indbringende øst-vest-handel med Italien forsvandt langsomt.

Frem til 1000-t. var Lilleasien en del af Det Byzantinske Rige, hvorefter det efterhånden blev erobret af seldsjukkerne, som oprettede Rumsultanatet. I løbet af 1200- og 1300-t. blev området en del af Osmannerriget. Se også Tyrkiet (historie).