Punjab

I Det Indiske Subkontinents historie har Punjab altid indtaget en central plads både pga. områdets frugtbarhed og pga. beliggenheden ved indfaldsvejen fra Centralasien, hvorfra forskellige folkegrupper gennem tiderne søgte frem til Indiens flodsletter. Det var et grænseland, der i lange perioder var knyttet til riger enten mod øst eller mod vest. I oldtiden var Punjab en central region i Induskulturen (2000-t. f.Kr.), og det var i en lang periode (fra 1000-t. f.Kr.) ariernes kerneområde. I 500-t. f.Kr. blev det Achaimeniderigets (Perserrigets) østligste provins, og efter rigets ødelæggelse trængte Alexander den Store 327-325 f.Kr. frem til Punjab. I 1000-t. plyndrede det afghanske Ghaznavidedynasti området, og i slutningen af 1100-t. erobrede Muhammad Ghor store dele af Nordindien, og Punjab blev herefter en del af Delhisultanatet (1206-1526) og fra 1526 en del af Mogulriget. En stor del af befolkningen blev muslimer, men i 1500-t. opstod sikhismen som en reformreligion med udgangspunkt i hinduismen. Sikherne kom herefter til at præge Punjab, først i strid med mogulerne, senere, da disse mistede deres magt i 1700-t., i kamp mod afghanske indtrængende. Efterhånden kom sikherne til at dominere Punjab, og i 1799 lykkedes det dem at etablere deres eget kongerige under Ranjit Singh. Efter krige i 1840'erne blev Punjab 1849 indlemmet i det britiske kolonirige i Indien. Herefter var Punjab et vigtigt rekrutteringsområde for soldater, men også et område præget af religiøse og politiske konflikter. Ved Indiens uafhængighed 1947 blev området delt mellem Indien og Pakistan, og en kæmpemæssig og blodig folkeflytning fandt sted i den religiøst stærkt opsplittede provins; muslimer mod vest til Pakistan, sikher og hinduer mod øst til Indien. Den indiske del af Punjab blev i 1966 delt i delstaterne Punjab, der er sikhdomineret, og et hindudomineret Haryana. Punjab var i 1980'erne præget af militante sikhers terrorisme for et uafhængigt sikhisk Khalistan 'de renes land', som den indiske centralregering slog hårdt ned på. Situationen er siden 1990'erne blevet normaliseret.

Punjab er Pakistans næststørste (efter Baluchistan) og folkerigeste delstat; 205.345km², 101 mio. indb. (2013). Længst mod nord ligger de skovklædte Murree Hills, syd herfor det golde erosionslandskab Potwar Plains, som afgrænses af de to Salt Range-bjergkæder. Længst mod SØ strækker den indiske Tharørken sig ind i Pakistan. Mellem Indus og Jhelum-Chenab ligger Thalørkenen, hvis sandflugt nu er tæmmet. Punjabs (og Pakistans) kerneland er dog de enorme flodsletter omkring Indussystemet. Klimaet er her ret tørt, og sletterne lå tidligere uopdyrkede hen, præget af flodernes skiftende løb og heraf følgende skiftende bosættelser. I 1850 begyndte briterne store kanalbyggerier og opdyrkningsprogrammer, som gjorde Punjab til et frugtbart korndyrkningsområde. Den følgende velstand medførte, at staten også blev den mest industrialiserede i landet. Efter delingen i 1947 kom flodernes øverste løb til at ligge på den indiske side af grænsen, hvilket førte til konflikt; den blev ved Verdensbankens mellemkomst løst i 1960 med en aftale om deling af flodvandet. Især tidligere var der store problemer med tilsaltning af de kunstvandede marker; dette søges begrænset med detaljeret vandhusholdning. Spredt på flodsletten ligger større og hurtigtvoksende handels- og industribyer, heriblandt Pakistans næststørste by, Lahore. Se også Indus.

Punjab er en delstat i det nordlige Indien på grænsen til Pakistan; 50.362 km², 27,7 mio. indb. (2011). Størstedelen af staten er flade flodsletter med frugtbare aflejringer, som længst mod øst afløses af lave forbjerge neden for Himalaya. Klimaet er tropisk og kontinentalt med hede somre og ret kølige vintre. Størstedelen af nedbøren falder under sommermonsunen fra juli til september.

Punjab er Indiens kornkammer. 84% af arealet er opdyrket, og selvom staten kun udgør 1,5% af Indiens samlede areal, høstes her 23% af landets hvede og 10% af risen. Hertil kommer andre vigtige afgrøder som bomuld, sukker, grøntsager og frugt. Den høje produktivitet i Punjabs landbrug er især et resultat af den grønne revolution, da der i 1960'erne indførtes højtydende kornsorter med øget forbrug af kunstgødning, sprøjtemidler og kunstvanding. Nu er over 90% af arealet kunstvandet, og meget markarbejde er blevet mekaniseret. Den gnsntl. brugsstørrelse er relativt stor, og bønderne har derfor haft den nødvendige sikkerhed for lån til de store investeringer.

Der er ingen mineraler i Punjab, og industrien, der er domineret af mindre virksomheder, er udviklet med udgangspunkt i landbruget: sukkerfabrikker, fremstilling af landbrugsmaskiner m.m. Hertil kommer en stigende produktion af forbrugsvarer som cykler, tekstilvarer og elektronik. Investeringer fra indere i udlandet, især sikher, har stimuleret industrivæksten. 61% af Punjabs indbyggere er sikher, og denne markante befolkningsgruppe dominerer staten økonomisk og politisk.

Den gamle hovedvej, Grand Trunk Road, fra Kolkata til Peshawar løber tværs gennem Punjab og suppleres af et veludbygget vejnet med asfalterede veje til alle landsbyer.