Chathamøerne, øgruppe 800 km øst for New Zealand, som den tilhører; 963 km2 med ca. 600 indbyggere (2014). Klimaet er oceanisk, og frodige græsenge dækker store arealer. Fåreavl er hovederhvervet. Øgruppen blev opdaget af den britiske kaptajn W.R. Broughton i 1791 og opkaldt efter hans skib. Den oprindelige befolkning moriori talte ca. 2000 medlemmer omkring år 1800. De blev på ca. 60 år udryddet af en maoristamme, som briterne i 1835 forflyttede fra New Zealand.