Napier, havneby ved Hawke Bay på New Zealands nordø, til dels sammenvokset med Hastings; 61.500 indb. (2015). Napier er et af de vigtigste markeder for New Zealands uldproduktion. Byen og dens naturlige havn blev ødelagt ved et jordskælv i 1931, men er siden blevet genopbygget. I centrum findes flere huse i art deco-stil.