New Zealand - historie

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

New Zealand. Greenpeaceskibet Rainbow Warrior blev i 1985 sænket i havnen i Auckland af franske agenter. En Greenpeacemedarbejder blev dræbt.

Den første europæer i området var den hollandske opdagelsesrejsende Abel Tasman, der i 1642 opkaldte øerne efter den hollandske provins Zeeland. James Cook kortlagde 1769-70 Nord- og Sydøens kyster. Flere steder forsøgte man landgang, men blev ofte mødt af aggressive maorier; efterhånden lykkedes det dog at opnå venskabelig kontakt. De følgende 50 år var det især søfolk, sæl- og hvalfangere og senere handelsmænd, der slog sig ned i de primitive barakbyer. Med sig førte de spiritus, en række sygdomme og ikke mindst våben, som maorierne købte og brugte mod hinanden i blodige stammekrige. I 1814 oprettede det anglikanske Church Missionary Society den første handels- og missionsstation, og senere fulgte en række andre selskaber, der med voksende held forsøgte at påvirke og ændre maoriernes levevis ikke blot på det religiøse område, men også ved at oplære dem i at fremstille salgbare produkter.

For at få organiseret skov- og landbruget i det frugtbare område måtte der skaffes arbejdskraft udefra, og i 1830'erne lokkede europæiske kompagnier fattige europæere til at udvandre. I 1839 afsendte det private New Zealand Company fra London en flåde med arbejdere, der skulle opdyrke land ved det nuværende Wellington. For at forhindre fransk ekspansion og tilfældig privat indvandring annekterede flådeofficeren William Hobson på den britiske regerings vegne i 1840 New Zealand, der da havde ca. 2000 europæiske indbyggere og omkring 100.000 maorier. Sammen med en række maorihøvdinge underskrev den britiske regering i februar 1840 Waitangitraktaten, der forpligtede maorierne til dels at anerkende den britiske krone, dels kun at sælge jord til regeringen. Briterne lovede til gengæld at respektere og beskytte maoriernes ejendom; traktaten viste sig i praksis vanskelig at efterleve.

New Zealand Company, lykkejægere og missionærer fortsatte med at oprette nye bosætninger, og omkring 1855 oversteg antallet af europæere antallet af maorier. Da der i 1860'erne blev fundet guld, begyndte en endnu større indvandring. Det meste guld lå bundet i bjergarter, der først skulle knuses, så guldet kunne udvindes ad kemisk vej. Kapitalstærke mineselskaber overtog udvindingen, der dog kun skabte få arbejdspladser. De mange nye indvandrere ønskede jord, men det var svært at efterkomme efterspørgslen. Maorierne var imod at sælge, bl.a. fordi de opfattede jorden som en mor og dermed en del af sig selv. Der opstod en række blodige sammenstød mellem på den ene side maorier og på den anden provinsmyndigheder og nybyggere, som ofte manglede forståelse for maoriernes kultur. Trods fjendskab blev de forskellige maoriklaner tvunget til at samarbejde indbyrdes. 1862-70 udkæmpedes egentlige krige mellem maorier og indvandrere på Nordøen. Krigen blev tabt af maorierne, der fik konfiskeret store landområder.

Under Julius Vogel (1835-89), der var premierminister 1873-75 og 1876, lykkedes det at bilægge stridighederne, udbygge infrastrukturen og etablere en national identitet og en britisk enhedsstat. Problemet omkring maorierne og deres jord blev dog aldrig rigtigt løst. Omkring 1905 var der kun ca. 40.000 maorier, men over 1 mio. europæiske indvandrere. Landet var under forvandling fra skov til græssteppe og landbrugsland. De fleste nybyggerfamilier var briter, men i perioder kom der også indvandrere fra andre europæiske lande. Efter 1864 indvandrede en del sønderjyder, inspireret af tidligere konseilspræsident D.G. Monrad og hans familie, der i 1866 slog sig ned i Palmerston North. Danske mejerister og landmænd var foregangsmænd inden for newzealandsk landbrug, som lod sig inspirere af den danske andelsbevægelse. Politiske partier opstod først i forbindelse med indførelsen af stemmeret for mænd i 1879. Kvinderne fik stemmeret 1893, og samme år kom Richard J. Seddon fra Liberal Party til magten. Som premierminister indtil 1906 gennemførte han en række reformer, der lagde grunden til velfærdsstaten.

I 1901 valgte Australien at blive et selvstændigt statsforbund, mens newzealænderne valgte at forblive britisk koloni mod at få en højere grad af selvstyre. 1907 blev New Zealand dominion, selvstyrende område, inden for Det Britiske Imperium. Omkring 1900 levede halvdelen af befolkningen af agerbrug og kvægavl, og efter at det i 1880'erne med den nye køleteknik var blevet muligt at sende mejeriprodukter og kød til Storbritannien, blev det New Zealands vigtigste eksportmarked.

Det var især byernes nykonservative og bønder, der stod bag valget af William F. Massey fra Reform Party til premierminister 1912-25. I hans regeringstid meldte ca. 100.000 unge sig til ANZAC, det australsk-newzealandske hærkorps, der kæmpede på allieret side under 1. Verdenskrig, hvor hver tredje newzealænder mellem 20 og 40 år døde eller blev såret. Labour Party vandt flertal i Parlamentet ved valget i 1935, og i løbet af kort tid gennemførtes en række social- og sundhedsreformer. I 1939 blev ANZAC-tropper sendt til Egypten, hvor de indgik på allieret side i Europa. Da Japan gik ind i krigen i 1941, knyttede USA og New Zealand forsvarsmæssige kontakter, der efter krigen blev udbygget med ANZUS-pagten (1951) og medlemskabet af SEATO (1954). I 1947 valgte New Zealand at blive en selvstændig nation inden for Commonwealth. Det konservative National Party kom til magten i 1949 og regerede med korte afbrydelser landet indtil 1984. Velfærdsstaten blev udviklet og udbygget, hvilket lod sig gøre pga. lav arbejdsløshed, jævn befolkningstilvækst og en kontrolleret indvandring, der favoriserede europæere. Udenrigspolitisk førtes en antikommunistisk politik i nært samarbejde med bl.a. Australien og USA, og i forbindelse med krigene i Korea og Vietnam stillede New Zealand tropper til rådighed.

Oliekriserne i 1970'erne og den internationale afmatning ramte landet hårdt. Med den konservative Robert Muldoon som premierminister 1975-84 blev en række økonomiske hestekure gennemført, der skulle rette op på samfundsøkonomien. Efter at franske agenter i 1985 havde sænket Greenpeaceskibet Rainbow Warrior i Auckland Havn, lagde David Langes Labourregering sig ud med ANZUS-partneren USA og atommagten Frankrig ved at erklære New Zealand for atomvåbenfri zone. Samme år forpligtede landene i samarbejdsorganisationen South Pacific Forum, hvor New Zealand spiller en fremtrædende rolle, sig til fremover ikke at besidde eller have atomvåben udstationeret og ikke at dumpe atomaffald. New Zealand nægtede desuden USAs militær adgang til havne og flybaser. Premierminister James Bolger (f. 1935) fra National Party fik dog fra 1990 genoprettet forbindelsen til USA og fortsatte reformeringen af det newzealandske samfund i retning af en liberalistisk mønsterstat, hvor størsteparten af offentlige tilskud blev afskaffet: I den "newzealandske model" skulle alt fungere på det frie initiativs og de frie markedskræfters præmisser. I praksis har det dog skabt store sociale og økonomiske problemer. I 1997 fik New Zealand sin første kvindelige premierminister, National Partys Jennifer Shipley.

Den liberalistiske reformpolitik, som har været ført af skiftende regeringer under Labour Party og National Party, har haft drastiske følger for store grupper i samfundet, ikke mindst maorierne. Forskellen mellem høje og lave lønindkomster er øget, og antallet af marginaliserede er steget. Reformpolitikken har medført et opbrud i det politiske partibillede: De to gamle partier er blevet ramt af intern splittelse, og nye partier er opstået, bl.a. det populistiske parti New Zealand First, der har fået stor tilslutning fra maoribefolkningen. Det ny forholdstalsvalgsystem fra 1996, som har bevirket, at intet parti mere kan regere alene med et absolut flertal, har desuden svækket tidligere tiders stabilitet. Således fik New Zealand First stor indflydelse på regeringens politik, hvilket skabte intern uro i regeringspartiet, National Party, og modstand mod premierminister James Bolger. Bolger blev afsat, og en ny National Party-regering under Jenny Shipley begrænsede denne indflydelse, hvilket dog medvirkede til, at partiet tabte valget i 1999. Labour dannede atter regering, denne gang med Helen Elizabeth Clark som premierminister og støttet af flere mindre partier. Clark kunne begynde sin tredje runde som premiereminister, da Labour vandt en kneben sejr i 2005. Partiet har ført en stram økonomisk politik, der har givet økonomisk vækst, men har lovet at bruge flere penge på uddannelse, sundhed og sociale ydelser. Ved parlamentsvalget i 2008 led Clark nederlag, og hun efterfulgtes som premierminister af John Key fra National Party. John Key genvandt posten ved valget i 2011.

Maoriernes kamp for selvstændighed og jord er blevet radikaliseret i forbindelse med krisen og reformpolitikken. 1987 blev maori officielt sprog sammen med engelsk, og sproget har fået en stadig større rolle i både uddannelsessystemet og det offentlige rum. Officielle internetsider findes fx også på maori. I 1990'erne gjorde maorierne krav på store landområder og rettigheder til fiskeri. Regeringen var presset politisk til at give rettighederne – især til fiskeri – til private investorer, men maorierne har dog fået jordrettigheder eller økonomisk kompensation. Regeringen undskyldte også for de lidelser og uretmæssigheder europæerne havde udsat maorierne for. De sociale og økonomiske forskelle mellem maori og pakeha (hvide) er dog stadig store, og maorierne kæmper stadig for deres rettigheder og for at bevare deres kultur.

New Zealand fører en mindre aktiv udenrigspolitik end Australien og har siden 1980'ernes anti-atomvåbenpolitik været kritisk over for internationale koalitioner. Clark-regeringen var imod krigen i Irak 2003, hvilket førte til et anspændt forhold til USA. New Zealand har dog bidraget med tropper til konfliktområder, fx til Østtimor i 1999, Afghanistan og Salomonøerne i 2003. New Zealand præges stadig af indvandring, men i dag kommer en stigende del af immigranterne fra Asien. I 2021 forventes det, at 13% af befolkningen vil være af asiatisk oprindelse.

Læs mere om New Zealand.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

New Zealand. Greenpeaceskibet Rainbow Warrior blev i 1985 sænket i havnen i Auckland af franske agenter. En Greenpeacemedarbejder blev dræbt.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
06/06/2012
Ekspert
HPCHRIS
Oprindelig forfatter
SKous
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki