Daugava er en østeuropæisk flod, som afvander den nordlige del af Hviderusland og udmunder i Rigabugten i Letland.

Faktaboks

Også kendt som

Vestlige Dvina, på russisk Zapadnaja Dvina; på tysk Düna.

En stor del af det 1020 km lange løb er tilfrosset fra november til april, og Daugava har stor vandføring om foråret efter tøbrud og snesmeltning. Den udnyttes flere steder til elfremstilling.

Flodens nedre løb omtaltes allerede i antikken, da der gik frasagn om dens rigdom på rav. Navnet Düna optræder første gang i skriftlige kilder omkring år 800, da floden fik sin storhedstid som formidler af handelen mellem Vesteuropa og Det Byzantinske Rige. I nordiske sagaer regnes Seimgala Dyna blandt de fire største floder i verden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig