Estland - historie

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Erik 5. Klipping afbildet i et håndskrift fra ca. 1282, der indeholder Revals (Tallinns) stadsret. At han gav byen denne ret, vidner om, at Estland 1219-1346 var under den danske konge.

Det område, der udgør det nuværende Estland, havde ingen egentlig statsdannelse, da det fra 1100-t. blev genstand for tyske, danske og svenske korstog, der ikke blot sigtede mod at omvende de hedenske estere til kristendommen, men også at underlægge sig området.

I 1208 foretog korsfarere sammen med den tyske Sværdridderorden og en dansk hær et første mislykket fremstød fra Livland mod estisk område. Det var herunder at en kilde nævner Dannebrogs fald fra himlen da den danske hær var i krise; senere knyttedes historien til Slaget ved Lyndanise i 1219. I 1217 måtte Valdemar 2. Sejr sende en hær til Estland for at redde den tyske mission blandt esterne og i 1219 kom så det store danske angreb, der indebar at den nordlige del af Estland kom under den danske konge og kirke. I årene efter Valdemar Sejrs tilfangetagelse i 1223 blev danskerne i første omgang fordrevet fra Estland, der efter erobringen af Øsel (Saaremaa) i 1227 deltes mellem Sværdridderordenen og bisperne i Dorpat (Tartu) og Øsel-Wiek (Saare-Lääne). Efter et alvorligt nederlag til litauerne blev Sværdridderordenen i 1237 indlemmet i Den Tyske Orden.

Ved Stensbyforliget 1238 måtte Den Tyske Orden igen overlade de nordlige provinser til den danske konge. En bondeopstand 1343-45 i den danske del af Estland blev med Den Tyske Ordens hjælp slået ned, hvorefter Valdemar 4. Atterdag solgte sin del af Estland til Den Tyske Orden i 1346.

Fra midten af 1500-t. blev Den Tyske Orden slået af russerne og gik herefter gradvis i opløsning. Skønt russerne en overgang erobrede størstedelen af Estland, endte Den Livlandske Krig 1558-83 med, at Estland deltes mellem Sverige, Polen-Litauen og Danmark. Efterhånden fik Sverige dog herredømmet over hele Estland; Sverige fik således ved våbenstilstanden i Altmark i 1629 Sydestland fra Polen og overtog i 1645 Øsel fra Danmark efter Freden i Brömsebro.

Esterne var i byerne underlagt en tysk overklasse, og på landet var de livegne under tyske godsejere. Det svenske styre forsøgte at sætte grænser for adelsvældet, og især under Karl 11. i slutningen af 1600-t. søgte man at forbedre esternes retsstilling.

Estland blev hærget under Store Nordiske Krig 1700-21 og led samtidig under pestepidemier; landet erobredes i 1710 af Rusland og blev ved freden i Nystad i 1721 endeligt afstået af Sverige. Under det russiske herredømme opnåede de lokale tyske ridderskaber udstrakt autonomi, hvorefter den estiske bondebefolknings retsstilling blev yderligere forværret og livegenskabet gjort endnu mere tyngende. Livegenskabet blev formelt ophævet i begyndelsen af 1800-t., men det fik kun ringe reel betydning. I midten af 1800-t. gennemførte det russiske styre under Aleksander 2. en række reformer, som dannede baggrund for en frigørelse af landbefolkningen. Samtidig begyndte en national vækkelse; i byerne opstod et nationalt bevidst estisk borgerskab, der snart kom til at spille en ledende rolle. En omfattende russificeringskampagne i 1880'erne mødte stor modstand, og i slutningen af 1800-t. styrkedes den estiske bevidsthed kulturelt og politisk, bl.a. med begyndende partidannelser. Den russiske 1905-revolution bredte sig også til Estland, hvor den brutalt blev nedkæmpet.

Efter Februarrevolutionen 1917 i Rusland blev Estland samlet til en russisk provins med selvforvaltning, men efter Oktoberrevolutionen samme år opløste de nye bolsjevikiske magthavere den estiske landdag. Som udslag af 1. Verdenskrig blev Estland i februar 1918 besat af tyske tropper. Den 24.2.1918 erklærede nationalt sindede kræfter landet for selvstændigt, og den dato har siden været Estlands nationaldag. De tyske tropper trak sig dog først tilbage efter nederlaget i Frankrig og våbenstilstanden i november samme år.

I perioden herefter, der også kaldes Den Estiske Frihedskrig, var landet først truet af invasion af Den Røde Hær, som dog blev slået tilbage med hjælp fra den britiske flåde, den russiske hvide nordvestlige hær og fra finske frivillige; senere fulgte tysk-baltiske erobringsforsøg, som også blev tilbagevist. Frihedskrigen afsluttedes med en fredsaftale, indgået 2.2.1920 i Tartu, hvorved Sovjetrusland anerkendte Estlands selvstændighed. Landets ledende politikere blev den konservative Konstantin Päts og hans liberale modstander Jaan Tõnisson. Der blev gennemført flere reformer, fx udstykning af de fortrinsvis tyskejede storgodser og adskillelse af stat og kirke, ligesom der blev givet udstrakte rettigheder til mindretallene.

Et væbnet kommunistisk kupforsøg i december 1924 blev afværget, men de politiske forhold forblev ustabile med mange skiftende regeringer. Dertil kom den økonomiske verdenskrise, som ramte landbrugslandet Estland hårdt. Krisen skabte grobund for en fascistisk inspireret højrebevægelse, som fik betydelig indflydelse i parlamentet og i 1933 sikrede vedtagelsen af en ny grundlov, som gav præsidenten vidtstrakte beføjelser. Den fungerende statsleder, Konstantin Päts, vendte dog dette mod bevægelsen selv, da han i 1934 i samarbejde med general Johan Laidoner, den øverstkommanderende under Frihedskrigen, indførte undtagelsestilstand og opløste parlamentet. I 1938 indførtes en ny demokratisk forfatning med korporativt præg, og Päts valgtes til præsident.

Ved udbruddet af 2. Verdenskrig i 1939 erklærede Estland sig for neutralt. De baltiske lande var imidlertid som følge af Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt inden for Sovjetunionens interessesfære, og i september 1939 blev Estland tvunget til at lægge jord til sovjetiske militærbaser; måneden efter kaldte Hitler ca. 16.000 tysk-baltere hjem. Sovjetiske styrker besatte landet i juni 1940, og regeringen blev udskiftet.

Efter et parlamentsvalg, hvor alle kandidater var godkendt af Kommunistpartiet, anmodede det nye parlament straks om optagelse i Sovjetunionen. Herefter gennemførtes en brutal sovjetisering; natten til den 14. juni 1941 deporteredes således ca. 10.000 personer til Sibirien. Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen senere samme måned blev Estland besat af tyske tropper og lagt ind under Reichskommissariat Ostland. Den tyske besættelse betød plyndring af landets resurser og store menneskelige ofre.

Efter nederlagene på Østfronten begyndte tyskerne at mobilisere esterne. Under den tyske tilbagetrækning i september 1944 blev der dannet en estisk regering, men modstanden var håbløs. Estland blev hurtigt generobret af sovjetiske tropper og atter gjort til sovjetrepublik.

Besættelserne og krigen betød store materielle og menneskelige tab; befolkningen blev reduceret med ca. 1/4. Det lykkedes ca. 70.000 at flygte til Vesten. Mange fortsatte modstandskampen i skovene, hvor den først blev nedkæmpet i 1950'erne. For at gennemtvinge landbrugets kollektivisering deporteredes titusinder af mennesker i marts 1949 til Sibirien, hvoraf 4/5 var kvinder og børn. Først efter Stalins død i 1953 fik de overlevende lov til at vende tilbage.

Den omfattende militarisering og industrialisering begunstigede russisk indvandring, således at hele byer og regioner, især i det nordøstlige Estland, blev russiske. Den værste terror ophørte i 1953, men det ideologiske tryk, overvågningen og en stadigt stærkere russificering fortsatte under de følgende sovjetiske regeringer og gav anledning til fremkomsten af en dissidentbevægelse.

Med Mikhail Gorbatjovs magtovertagelse i 1985 påbegyndtes en omformning af det totalitære sovjetiske system, og protestbevægelsen fik vind i sejlene, da Gorbatjov introducerede sin glasnost- og perestrojkapolitik. I november 1988 vedtog Estlands Øverste Sovjet en suverænitetserklæring, og året efter erklæredes indlemmelsen i Sovjetunionen i 1940 ugyldig.

Under det mislykkede Augustkup mod Gorbatjov i 1991 deklareredes en genoprettelse af Estlands selvstændighed; landet fik nu international anerkendelse, også af Sovjetunionen, og blev optaget i FN. I 1992 fik Estland ny grundlov og indførte sin egen valuta, kroon. Forfatteren Lennart Meri blev valgt til præsident af parlamentet, mens Mart Laar fra Fædrelandsunionen dannede en centrum-højre koalitionsregering.

Estland blev i 1993 medlem af Europarådet og sluttede sig i februar 1994 til NATO's samarbejdsprogram "Partnerskab for Fred"; samme år i august forlod de russiske tropper landet. Efter parlamentsvalget i 1995 fortsatte Samlingspartiets Tiit Vähi (f. 1947) og hans koalitionsregering den tidligere vedtagne reformkurs med privatiseringer og tilpasning til markedsøkonomi. Bestræbelserne på at opnå medlemskab af NATO og EU fortsatte, og i 1995 blev Estland associeret medlem af EU.

I 1996 forlod Reformpartiet regeringen, der fortsatte som mindretalsregering. Samme år blev præsident Meri genvalgt. I 1997 afgik Tiit Vähi som regeringsleder pga. korruptionsbeskyldninger og blev efterfulgt af sin partifælle Mart Siimann (f. 1946). Efter valget 1999 dannedes en centrum-højre koalitionsregering med den konservative Fædrelandsunion, det liberale Reformparti og socialdemokraterne under ledelse af den konservative Mart Laar. Ved præsidentvalget i 2001 kunne regeringspartierne ikke blive enige om en fælles kandidat, og oppositionen sejrede uventet med veteranen Arnold Rüütel. Dette og uenighed mellem regeringspartierne på lokalt plan førte til Laars afgang i begyndelsen af 2002. Reformpartiets Siim Kallas (f. 1948) blev derpå leder af en koalitionsregering, domineret af det venstreorienterede Centerparti og støttet af bl.a. nogle russiske partier. Alle regeringer arbejdede målbevidst på at opnå medlemskab af NATO og EU. Ved en folkeafstemning i 2003 stemte 67% for EU-medlemskab, og i foråret 2004 blev Estland medlem af såvel EU som NATO. I april 2005 dannedes landets 12. regering siden uafhængigheden; den bestod af Reformpartiet, Folkeunionen og Centerpartiet med Reformpartiets formand, Andrus Ansip (f. 1956), som premierminister. Det var hans erklærede mål, at Estland skulle være et aktivt medlem af EU og NATO, og han satsede på at reducere inflationen med henblik på at indføre euroen i 2007. Estland overgik dog først i 2011 fra kroon til euro. Toomas Hendrik Ilves (f. 1953 i Sverige) vandt over den sidende præsident Arnold Rüütel i 2006; han blev genvalgt i 2011.

Af de tidligere sovjetrepublikker har Estland klaret den økonomiske omstilling bedst. Forholdet til Rusland og de slavisktalende mindretal (29 %) er imidlertid problematisk. Efter mere end ti års forhandlinger undertegnede Estland og Rusland i maj 2005 en traktat om den fælles grænse, som Sovjetunionen havde ændret i 1944. Da det estiske parlament i juni 2005 ratificerede traktaten, udvidede det præamblen med en bemærkning om kontinuiteten mellem den estiske republik, der udråbtes i 1918, og med en henvisning til Tartu-aftalen af 1920. Derfor ville Rusland ikke ratificere traktaten, men tilbagekalde den og starte forfra på forhandlingerne. Dette brud har medført, at Estland ikke kan komme med i Schengensamarbejdet, da det forudsætter, at landet har løst grænseproblemerne med sine naboer. Rusland foreslog nye forhandlinger, men Estland anså dem for overflødige. I 2007 blev et omstridt mindesmærke for Den Røde Hær i Tallinn flyttet; det førte til omfattende demonstrationer fra det russiske mindretals side. I 2012 blev forhandlingerne med Rusland om en grænsetraktat genoptaget.

Læs mere om Estland.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Pöide kirke på Saaremaa fra 1200 tallet er med sine tykke mure og smalle vinduer en kombineret kirke og fæstning.

© Dette billede må du ...

Rapina. Mange slotte og herregårde havde tidligere tyske, svenske eller russike ejere. Mange af dem er nu skoler. Rapina er en havebrugsskole.

© Dette billede må du ...

Mindesmærke i Tallinn hvor Dannebrog skulle være faldet ned fra himlen i 1219

Viser 3 af 3 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
19/05/2014
Marie-Louise Hammer
13/05/2014
Redaktionen
04/03/2014
Oprindelig forfatter
Helk
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki