Valdas Adamkus, f. 3.11.1926, litauisk politiker; præsident 1998-2003 og 2004-09. Adamkus kæmpede under 2. Verdenskrig mod sovjetiske styrker i Litauen, hvorefter han drog i eksil i Tyskland i 1944. I 1949 emigrerede han til USA og blev amerikansk statsborger. I 1960 blev han uddannet som bygningsingeniør, og i begyndelsen af 1970’erne fik han ansættelse i det nyoprettede amerikanske miljøbeskyttelsesagentur, hvis leder han blev i 1981. I USA var Adamkus meget aktiv i litauiske emigrantkredse, og han arbejdede på at udvikle miljøbeskyttelsen i de baltiske stater. Han fik litauisk statsborgerskab i 1992 og blev i 1998 valgt til præsident ved direkte valg. Selvom Adamkus opnåede at blive Litauens mest populære politiker, tabte han i 2003 præsidentvalget til Rolandas Paksas. Da denne måtte gå af i 2004 efter en rigsretssag, blev Adamkus genvalgt for en periode på fem år. Adamkus står for en vestligt orienteret linje. I 2003 blev han udnævnt til UNESCO-ambassadør for opbygning af videnssamfund.