• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Flandern

Oprindelige forfattere ÅMV, Feilb og KVJ Seneste forfatter sthornval

Flandern, nederlandsk Vlaandern, region med udstrakt selvstyre i det nordlige Belgien. Officielt sprog er nederlandsk (også kaldet flamsk).

Historie

Flandern var tidligere et grevskab, der dækkede områder i det vestlige Belgien, det sydvestlige Holland og det nordlige Frankrig; pga. sin gunstige handelsmæssige beliggenhed og sin tidlige hjemmeindustri fik det en fremtrædende rolle i Europas middelalder.

I 864 fik Baudouin (d. 879) områderne omkring Brugge og Gent i len af sin svigerfar, Karl 2. den Skaldede. Baudouins søn, Baudouin 2. (d. 918), overlevede voldsomme vikingeangreb 879-85 og udnyttede derefter indre stridigheder i Frankerriget til udvidelse og konsolidering af sin magt i grevskabet Flandern.

I de følgende århundreder voksede de flanderske grevers prestige. Robert 2. (d. 1111) deltog i det 1. korstog, hans søster Edel blev gift med Knud 4. den Hellige af Danmark, og deres søn, Karl den Gode, også kaldet Karl den Danske, arvede i 1119 et stærkt centraliseret Flandern med grevelig kontrol over vasallerne. Da han i 1127 blev myrdet, kastedes Flandern imidlertid ud i indre kampe. Byerne viste for første gang deres styrke og afkrævede vidtgående privilegier af den nye greve, Dietrich af Elsaß (d. 1168), som havde vundet magtkampen.

Brugge.  Byparti.

I løbet af 1200-t. blev indflydelsen fra Frankrig mere mærkbar, og i år 1300 indtog den franske konge Flandern, men hans tropper blev myrdet i 1302 af indbyggerne i Brugge, og 11/7 samme år slog en hær af borgere og bønder en fransk ridderhær i "De Gyldne Sporers Slag" ved Kortrijk.

Flandern kom aldrig direkte under den franske krone, men magtkampen mellem konge, greve og de store byer fortsatte op igennem 1300-t. I 1384 gik Flandern i arv til hertugerne af Burgund. De og de efterfølgende habsburgere var stærke nok til at holde de flanderske byer i skak til trods for flere oprør.

I sidste halvdel af 1000-t. fik greverne af Flandern nye, store indtægtskilder fra de stærkt voksende handelsbyer, især Brugge, Gent, Tournai og Douai.

Den kraftige byudvikling, som kun kan sammenlignes med den norditalienske, skyldtes dels Flanderns beliggenhed, dels områdets tradition for vævning af klæde i en efterspurgt kvalitet.

Produktionen blev så omfattende, at uld måtte importeres fra England og i 1300-t. fra Spanien. Mens vævning tidligere havde været kvindearbejde på godserne eller i hjemmene, blev det i Flandern mandsarbejde i byerne.

Den omfattende handel og protoindustri fik en række sociale følger: Nye landsbyer omkring de store handelsbyer fik specialiseret, markedsorienteret produktion, og borgerne i byerne så ligesom bønderne en større grad af frihed i forhold til de store jordejere end andre steder i middelalderens Europa.

Internt i byerne skærpedes modsætningerne mellem væverne og storkøbmændene, hvilket førte til opstande og skiftende politiske alliancer med konger og grever.

Grevers og købmænds efterspørgsel efter kunst skabte et blomstrende miljø inden for arkitektur, maleri (bl.a. brødrene Hubert og Jan van Eyck), bogproduktion, litteratur m.m.

Omkring 1500 var byernes storhedstid imidlertid forbi. Konkurrencen blev for stor, og Brugge mistede sin position som ledende handelsby til Antwerpen.

Under Nederlandenes oprør mod Spanien i 1500-t. vandt protestantismen udbredelse i Flandern, men den blev igen fortrængt efter spansk generobring. Flandern indgik herefter i De Spanske Nederlande, i 1700-t. i De Østrigske Nederlande, og efter områdernes indlemmelse i Frankrig i 1795 blev det ophævet som grevskab.

For regionen Flanderns senere historie og geografi se Belgien.