Henri de Rohan, 1579-1638, hertug af Rohan, fransk hærfører og forfatter. Rohan, der havde fået en militær uddannelse, kritiserede som huguenotternes leder Maria Medicis politik. Da krigen mellem katolikker og huguenotter brød ud i 1621, sikrede hans militære ledelse huguenotterne en gunstig aftale i 1623. Under nye kampe led huguenotterne dog nederlag, og Rohan måtte i 1629 acceptere katolikkernes fredsforslag. I 1635 blev han sat i spidsen for en fransk hær og blev dødeligt såret i Slaget ved Rheinfelden 1638. Rohan skrev bøger om sine udenlandsrejser og om militære emner.