Limburg - historisk grevskab, historisk grevskab, senere hertugdømme i det østlige Belgien og sydligste Holland. Navnet stammer fra den lille by Limbourg, som ligger ved floden Vesdre, og hvis ejere kaldte sig grever. I midten af 1000-t. kom grevskabet i hertugen af Nedrelothringens besiddelse. Efter Den Limburgske Arvefølgekrig kom Limburg i 1288 til hertugdømmet Brabant, sammen med hvilket det i 1648 blev delt mellem De Forenede Nederlande og De Spanske Nederlande. 1794 blev Limburg erobret af Frankrig og sammen med andre områder omdannet til to departementer. Disse blev i 1815 til provinsen Limburg i kongeriget Nederlandene. Under den belgiske løsrivelse i 1830 overgik Limburg til Belgien, men ved den endelige fredsslutning i 1839 blev den østlige del med Maastricht atter hollandsk.