Luxembourg, belgisk provins i regionen Vallonien; 4441 km2, 243.800 indb. (2005). Provinsen udgjorde den vestlige, fransksprogede del af storhertugdømmet Luxembourg, der blev oprettet i 1815 og delt i 1839. Hovedstaden, Arlon, ligger i den sydlige egn, belgisk Lorraine, hvis sydligste del, Gaume, er kendetegnet ved de mange teglstensbygninger. Bastogne ligger 30 km nord for Arlon.

Landskaberne præges af Ardennernes plateauer, der når op til 652 m, og som opdeles af floddale. Floderne Semois, Ourthe og Lesse løber mod vest og nord til Meuse, mens Sûre løber mod øst til Mosel. Næsten 50% af provinsen er skovdækket. Land- og skovbrug samt især i Ardennerne turisme er vigtige erhverv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig