Den flamske bevægelse, national bevægelse blandt nederlandsktalende belgiere, som ønsker sproglig og kulturel ligestilling med de fransktalende belgiere. Ved Belgiens oprettelse i 1830 blev fransk trods et nederlandsktalende flertal landets eneste officielle sprog. I årene derefter opstod en sproglig og litterær bevægelse, der opnåede at fastlægge nederlandsk som Flanderns skriftsprog; især Hendrik Consciences (1812-83) historiske romaner fik stor betydning for flamsk identitetsfølelse.

Kravene om sproglig ligestilling blev fremsat fra ca. 1850, men først i 1898, efter at det katolske parti havde taget den flamske sag op, og stemmeretten var blevet udvidet, blev nederlandsk anerkendt som officielt sprog ved siden af fransk. I de følgende år blev det bevægelsens mærkesag at gøre universitetet i Gent nederlandsksproget, hvilket først opnåedes i 1930, og ligeledes i 1930'erne blev nederlandsk eneste officielle sprog i Flandern.

Under både 1. og 2. Verdenskrig samarbejdede et yderligtgående mindretal af flamske nationalister med den tyske besættelsesmagt i håb om enten at opnå selvstyre eller fuldstændig flamsk uafhængighed. Selvom dette kompromitterede den flamske bevægelse, havde den fortsat bred folkelig opbakning, og efter flamsk agitation blev sproggrænsen mellem den fransktalende og den nederlandsktalende region endeligt fastlagt i 1962-63. Siden 1970 har Flandern ligesom Vallonien og Bruxelles været en region, der navnlig efter grundlovsændringer i 1993 har udstrakt selvstyre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig