Scheveningen, Hollands kendteste bade- og kurby i Haags nordlige udkant. I sommermånederne tiltrækkes mange besøgende af stranden og forlystelser som miniaturebyen Madurodam og kasino samt kuranstalt. Scheveningen blev allerede i anden halvdel af 1800-t. populær blandt feriegæster og fik efterhånden hoteller og mondæne villaer. Kysten domineres af en 400 m lang mole med et 46 m højt udsigtstårn. Kirken og den oprindelige fiskerihavn er bevaret.