Veerse Meer, sø i Holland ca. 55 km SV for Rotterdam. Den aflange, 20 km2 store sø afgrænses mod NV og øst af to af Deltaplanens dæmninger: Den vestlige, 2 km lange Veerse Gatdam fra 1961 lukker af mod Nordsøen; den østlige, Zandkreek Dam fra 1960, har sluser med forbindelse til Oosterschelde. Vejene over dæmningerne skabte bedre forbindelser til egnen ved Veerse Meer og fremgang for turismen. De ændrede besejlingsforhold fremmede sejlsporten, mens beskæftigelsen i fiskeriet gik tilbage.