Waddenzee, det hollandske vadehav, som strækker sig fra Den Helder til Emsflodens munding og afgrænses mod Nordsøen af De Vestfrisiske Øer. Hovedparten af området er tørt ved lavvande. Store mængder af føde bringes med tidevandet ind i farvandet til det rige fugleliv. Desuden findes der en del sæler. Området, der bl.a. er sårbart over for forurening fra olie- og gasaktiviteterne i Nordsøen, er også truet af sejlsport og turisme; dette søges imødegået ved regulering af adgang til kyster, farvande mv.