Holland. Jøder på vej til deportation i 1942. Fra juli 1942 til september 1944 blev ca. 110.000 af Hollands ca. 140.000 jøder deporteret til kz-lejre, bl.a. Auschwitz; kun lidt over 5000 overlevede. De resterende 30.000 var enten gift med ikkejøder eller gået under jorden. Hollandske nazisters overfald på jøder udløste i øvrigt en storstrejke i Amsterdam i februar 1941, den første i noget besat land.

.

Holland. Broderskabsfest i Amsterdam. Efter de franske troppers indmarch og proklamation af Den Bataviske Republik i Amsterdam den 19.1.1795 plantede patriotiske borgere et frihedstræ foran rådhuset. Men først 4/3 organiserede myndighederne en fest for friheden og plantede højtideligt et nyt frihedstræ på pladsen. Til minde om revolutionen afholdtes 19/6 en broderskabsfest mellem franske og bataviske soldater. Samtidigt kobberstik.

.

Efter Utrechtfreden blev indgået i 1713 var De Forenede Nederlande ikke længere en stormagt.

Stagnation og tilbagegang (1713-1795)

Pga. den enorme statsgæld blev de militære udgifter kraftigt beskåret, og da de udenrigspolitiske forhold kompliceredes i 1730'erne, havde man ikke råd til at udvide hæren. Den oversøiske handel blev udsat for stigende konkurrence fra andre stater og gik tilbage sammen med de industrier, der forarbejdede indførte varer til eksport. Amsterdam var ikke længere Nordvesteuropas førende handelsplads. Mens handelen fordobledes eller tredobledes i andre lande, stagnerede den i Amsterdam; værst ramt var mindre byer som Haarlem og Leiden, hvis indbyggertal gik kraftigt tilbage. Krisen ramte dog ikke alle dele af økonomien. I slutningen af 1700-tallet livede landbruget igen op og blev et vigtigt eksporterhverv, og Amsterdam vedblev at være et vigtigt finansmarked. Eliten levede ikke længere af handel, men af pengeafkast, og kontrasten mellem rig og fattig blev meget stor.

Under Den Østrigske Arvefølgekrig 1740-1748 formåede hæren ikke at forsvare grænsebefæstningerne mod franskmændene, som i 1747 invaderede området ved Scheldes udløb. Det udløste et oprør med krav om indsættelse af en statholder. Det blev Vilhelm 4., som tilhørte grenen Nassau-Dietz af huset Oranje og var en slægtning til den barnløse Vilhelm 3. Han var i forvejen statholder i Friesland, Gelderland og Groningen og blev det nu over samtlige provinser; samtidig gjordes statholderembedet arveligt. Det nye styre kunne imidlertid ikke standse den økonomiske tilbagegang. Vilhelm 4., der ikke var indstillet på reformer, døde allerede i 1751 og efterfulgtes af sin søn Vilhelm 5., der savnede egentlige statsmandsevner.

I 1780'erne opstod en systemkrise, som med varierende styrke varede indtil 1848. Under indtryk af Den Amerikanske Revolution begyndte i 1781 en stærk agitation mod det gamle provinsbaserede styre og statholderen, og efter nederlag i krigen mod Storbritannien 1780-1784, der brød ud pga. De Forenede Nederlandes hjælp til amerikanerne, krævede de såkaldte patrioter i aviser og tidsskrifter folkelig deltagelse i den politiske beslutningsproces. Patrioterne med journalister og sagførere som de dominerende repræsenterede byernes mellemlag og appellerede til både katolske og protestantiske mindretal, der hidtil havde været udsat for diskrimination. Patrioterne dannede militære frikorps og holdt store politiske fællesmøder i Utrecht, hvor de ligesom i mange andre byer havde taget magten. Efter at Vilhelm 5.s preussiskfødte hustru var blevet tilbageholdt af patrioter, intervenerede Preussen i 1787 med en hær. Styret genoprettedes, og mange patrioter blev tvunget i landflygtighed.

Fra fransk herredømme til nationalstat (1795-1848)

I januar 1795 erobredes De Forenede Nederlande af Frankrig, og Vilhelm 5. flygtede til England. De franske hære blev modtaget med åbne arme af patriotiske sympatisører, og landet omdannedes til Den Bataviske Republik; en ny forfatning efter fransk mønster indførtes efterhånden, Generalstaterne erstattedes af en nationalforsamling, og provinserne blev gjort til departementer, uden at bruddet med det gamle styre dog blev fuldstændigt. Republikken var imidlertid præget af store indre modsætninger, og inddragelsen i Frankrigs krig mod englænderne var katastrofal for landets økonomi. Den oversøiske handel blev lammet, og mange kolonier gik tabt. Ikke desto mindre lykkedes det at gennemføre reformer navnlig vedrørende beskatningen og det lokale selvstyre. I 1806 afskaffede Napoleon republikken og indførte i stedet monarki. Landets navn ændredes til Kongeriget Holland, og kejserens yngre bror Ludvig blev indsat som regent. Ludvigs stærke nationale følelser over for sit nye fædreland fik dog Napoleon til at afsætte ham i 1810 og inkorporere landet i det franske kejserdømme.

Efter Napoleons nederlag besluttede de allierede magter på Wienerkongressen 1814-1815 at samle de nederlandske områder, dvs. nuværende Belgien, Luxembourg og Holland, i et forenet nederlandsk kongedømme. Vilhelm 1., søn af den sidste statholder, blev konge, og en fælles grundlov udformedes. Med undtagelse af Kapkolonien og nogle områder i Vestindien kom de fleste af de kolonier, som englænderne havde erobret, atter på nederlandske hænder. Generalstaterne genindførtes som et fælles parlament, men i realiteten var kongen nærmest enerådende. De sydlige områder oplevede en stærk industrialisering, som fik kongens støtte, men trods et økonomisk opsving lykkedes det ikke at skabe national enhed. Inspireret af Julirevolutionen i Frankrig i 1830 bredte der sig fra Bruxelles et oprør, som kulminerede med Belgiens løsrivelse. Kongedømmet bestod herefter af Holland, som fra dette tidspunkt blev den mest almindelige betegnelse for de nordlige Nederlande, og storhertugdømmet Luxembourg, som forblev i personalunion med Holland indtil 1890.

Mange hollændere var tilfredse med denne udvikling, men Vilhelm 1. følte sig snydt af stormagterne. Han vedblev at nære håb om en generobring af Belgien og opbyggede derfor en stor stående hær. Efter pres anerkendte han dog Belgiens uafhængighed i 1839 og abdicerede året efter til fordel for sin søn Vilhelm 2. Belgienspolitikken havde kun været mulig, fordi Hollandsk Indien (stort set identisk med det nuværende Indonesien), der ligesom de øvrige kolonier var blevet overtaget af staten i slutningen af 1700-tallet, fra 1830 begyndte at give et stort overskud efter indførelsen af et hårdt kolonialt udbytningssystem, kultursystemet.

Liberal dominans og reaktionen imod den (1848-1914)

Den revolutionære bølge i Europa i 1848 ramte ikke Holland, men fik alligevel stor betydning. Den overbeviste Vilhelm 2. om nødvendigheden af en ændring af grundloven i liberal retning. Til trods for at de liberale var i mindretal i Generalstaterne, blev reformarbejdet lagt i hænderne på den liberale leder J.R. Thorbecke, og i november 1848 proklameredes en moderne liberal forfatning med magten flyttet fra kongen og provinserne til en fælles folkerepræsentation. Grundloven blev kun vedtaget efter pression fra kongen og med støtte fra katolikkerne, der udgjorde en tredjedel af befolkningen og håbede at få ligeret. I 1853 blev der til forargelse for mange protestanter genindsat en katolsk biskop i Utrecht.

I det følgende halve århundrede var de liberale politisk dominerende, selvom der endnu ikke var tale om en egentlig partidannelse. Den kom i slutningen af 1800-tallet som et led i de religiøse gruppers kamp mod liberalismen. Et vigtigt stridsspørgsmål var skolerne. Siden 1806 havde kristendomsindlæringen været ikke-dogmatisk, hvilket i stadig mindre grad tilfredsstillede de overbeviste reformerte, hvoraf mange var dybt betænkelige ved den moderne liberalisme. I 1879 grundlagdes Anti-Revolutionaire Partij til bekæmpelse af idéerne fra Den Franske Revolution. Partiets leder, Abraham Kuyper, var også medstifter af en reformert frikirke, som var mere dogmatisk calvinistisk end den hollandske reformerte kirke, der havde været åben for moderne strømninger; ligeledes skabte bevægelsen et universitet og en avis. Det blev oprindelsen til det hollandske samfunds opdeling i afgrænsede "søjler", den såkaldte verzuiling, idet der ligeledes oprettedes katolske, socialistiske og til en vis grad liberale institutioner omfattende hospitaler, skoler, sportsklubber, fagforeninger, universiteter og partier.

Det første hollandske socialistparti, Sociaal-Democratische Bond, dannedes i 1881, men et nyt parti, Sociaal-Democratische Arbeiderpartij, stiftet i 1894, fik større tilslutning, idet den industrielle udvikling for alvor tog fart i Holland i 1890'erne. 1889-1909 steg antallet af ansatte i industrien årligt med ca. 12.000; fx grundlagdes Philips' glødelampefabrik i 1892.

En medvirkende årsag til det økonomiske opsving var stigende indtægter fra kolonierne. I 1870 ophævedes statsmonopolet i Indonesien, som dermed blev åbnet for privat initiativ. Hævdelse af hollandsk overhøjhed over ikke blot Java, men også de øvrige indonesiske øer førte til en langvarig kolonikrig 1873-1903. I 1898 samledes Indonesien til én stat, og hollænderne indledte en mere interventionistisk politik med henblik på udbredelse af skoler og hospitaler samt industrialisering, herunder olieudvinding.

Fra 1. til 2. Verdenskrig (1914-45)

Holland havde i sidste halvdel af 1800-tallet ført en tilbageholdende eller neutral udenrigspolitik, og det lykkedes at holde landet uden for 1. Verdenskrig 1914-1918. Det indebar umiddelbart økonomiske fordele, men førte i krigens senere fase til store forsyningsvanskeligheder. Under krigen var der politisk borgfred, og i 1917 indgik partierne et omfattende politisk forlig. Valgretten, som efter 1848-grundloven havde været indskrænket og siden kun trinvis var blevet udvidet, blev gjort almindelig for mænd, og kvinderne fik valgret to år senere. Den første hollandske statsminister blev Charles Ruys de Beerenbrouck. Desuden fik religiøse skoler nu samme støtte som statsskoler. Den almindelige valgret medførte tilbagegang for de liberale partier og fremgang for de protestantiske, som kom til at dominere regeringerne i mellemkrigstiden. Socialisterne var længe sat uden for indflydelse og kom først med i en regering i 1939.

Efter 1. Verdenskrig stillede Belgien territoriale krav over for Holland. Kravene afvistes af Holland og på fredskonferencen i Paris, men de belastede i lang tid forholdet mellem de to lande. Efter Tysklands sammenbrud fik den tyske kejser, Vilhelm 2., asyl i Holland mod et løfte om at holde sig uden for politik. Holland blev i 1920 medlem af Folkenes Forbund, og placeringen af Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje (siden 1945 Den Internationale Domstol) i Haag i 1922 var et tegn på omverdenens anerkendelse af landets neutralitet.

Holland oplevede i 1920'erne en kraftig økonomisk vækst; industrien udvikledes hastigt, fx blev Philipskoncernen og de hollandsk-britiske koncerner Unilever og Royal Dutch/Shell Group verdensfirmaer, og gartneridrift, mejeriproduktion og husdyravl fik stor fremgang. Den økonomiske verdenskrise i 1930'erne ramte Holland hårdt, især pga. landets store afhængighed af udenrigshandelen. De protestantiske partier, som havde regeringsmagten, førte en konservativ økonomisk politik; for at hindre inflation søgte regeringerne så længe som muligt at bevare en fast valutakurs, og Holland var i 1936 det sidste land, der opgav guldfoden. Et hollandsk nazistparti fik i 1935 næsten 8% af stemmerne ved et lokalvalg, men derefter gik det stærkt tilbage.

Trods landets erklærede neutralitet blev det 10.5.1940 invaderet af tyskerne, og fire dage senere overgav de hollandske styrker sig, efter at Rotterdams centrum var blevet stærkt beskadiget af tyske bombeangreb. Dronning Vilhelmina, Hollands dronning 1890-1948, hendes familie og regeringen flygtede til London og senere til Canada. Under rigskommissær Arthur Seyss-Inquart iværksattes en nazificering af det hollandske samfund, modstandsbevægelsen blev kraftigt bekæmpet, og flertallet af de hollandske jøder blev deporteret og dræbt i de tyske tilintetgørelseslejre. Det sydlige Holland blev befriet i 1944, mens den øvrige del pga. de allieredes fejlslagne luftlandeoperationer og forsøg på at etablere brohoveder ved Nijmegen og Arnhem måtte vente til april-maj 1945. I vinteren 1944-1945 opstod der en katastrofal mangelsituation, og mange hollændere sultede. De tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark kapitulerede den 4. maj 1945, og dronningen og regeringen kunne vende tilbage fra London. Genopbygningen kunne begynde, og den industrielle udvikling fortsættes; bl.a. fremmet af Rotterdam-Europoorts vækst og de store naturgasfund. Samtidig gennemførtes omfattende sociale reformer.

Efterkrigstiden

Krigens materielle skader beløb sig til 33 % af bruttonationalproduktet i 1939, og ca. 200.000 mennesker, heraf omkring halvdelen jøder, havde mistet livet. Der gennemførtes i Holland et retsopgør, hvor et lille antal nazister dømtes til døden, og ca. 4600 kollaboratører fik fængselsstraffe. De politiske partier reorganiseredes; det katolske parti omdannedes til et folkeparti med adgang for ikke-katolikker, og et nyt socialdemokratisk parti, Partij van de Arbeid, PvdA, dannedes på baggrund af Sociaal-Democratische Arbeiderpartij af socialdemokrater, liberale, kristelige demokrater og katolske venstregrupper.

I 1948 abdicerede Dronning Wilhemina til fordel for sin datter Juliana, der regerede til 1980, hvor hendes ældste datter Beatrix kom på tronen.

I 1948 dannede Belgien, Holland og Luxembourg Benelux-toldunionen, som udviklede sig til et nært økonomisk samarbejde og udviskede de hollandsk-belgiske modsætninger. Holland opgav sin neutralitet, indgik sammen med de to andre Beneluxlande i et forsvarssamarbejde med Storbritannien og Frankrig, den senere Vesteuropæiske Union, og var i 1949 medstifter af NATO. I 1951 var Holland medunderskriver af traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og i 1957 af Romtraktaten (EF/EU).

Efter krigen blev der i Hollandsk Indien fremsat krav om løsrivelse, hvorefter Holland efter svære forhandlinger og pres fra især USA i 1949 anerkendte Indonesiens uafhængighed. På de sydlige øer i øgruppen Molukkerne blev et forsøg på at oprette en selvstændig sydmolukkansk republik nedkæmpet af indoneserne, men den sydmolukkanske nationalisme fortsatte på Molukkerne og i Holland. Surinam, tidligere Hollandsk Guyana, fik ligesom Hollandske Antiller selvstyre i 1954, men mens Surinam i 1975 fik fuld selvstændighed, er Hollandske Antiller med undtagelse af Aruba forblevet en del af det hollandske kongerige.

Holland oplevede som de øvrige vesteuropæiske lande fra 1950'erne en voldsom velstandsstigning. De fleste regeringer efter krigen har været koalitionsregeringer med skiftevis kristelig-demokratisk og socialdemokratisk ledelse. Udviklingen af den hollandske velfærdsstat, en af de mest udbyggede i verden, ungdomsoprøret i sidste halvdel af 1960'erne og den stigende sekularisering medførte, at verzuilings-systemet mistede noget af sin betydning. En økonomisk krise fra midten af 1970'erne medførte en stærkt stigende arbejdsløshed og et voksende underskud på statsbudgettet. I 1980'erne påbegyndtes en stram finanspolitik og rationalisering af velfærdsstaten for at få nedbragt den store offentlige gæld. Uenighed mellem regeringspartierne CDA og VVD førte efter valget i 1989 til dannelse af en koalitionsregering bestående af CDA og det socialdemokratiske PvdA. Efter valget i 1994 dannedes endnu en koalitionsregering, nu med deltagelse af PvdA, VVD og D66. Ny statsminister var Wim Kok, PvdAs leder, som trådte tilbage 2002.

Hollands politik var i 1990'erne især præget af fortsatte bestræbelser på at fastholde og reformere velfærdssystemet og af forsøg på at mindske statens underskud, bl.a. med det sigte at kvalificere landet til EU's monetære union, ØMUen, som blev vedtaget med Maastrichttraktaten i 1993.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig