Nederlandene

De Sytten Nederlande, dvs. de forskellige fyrstendømmer, omtrent omfattende de nuværende Beneluxlande, som i 1400-t. blev samlet af hertugerne af Burgund og gik i arv til habsburgerne ved Maria af Burgunds ægteskab med Maximilian 1. i 1477.

De Forenede Nederlande, dvs. de syv nordlige provinser Holland, Friesland, Zeeland, Utrecht, Groningen, Gelderland og Overijssel, der med udgangspunkt i Utrechtunionen 1579 kunne gøre sig uafhængige af de spanske habsburgere og danne en selvstændig føderation indtil den franske erobring i 1795. 1813-15 tillige foreningen af de nordlige og sydlige nederlandske områder.

De Spanske Nederlande eller De Sydlige Nederlande, dvs. de ti sydlige katolske provinser af de tidligere Sytten Nederlande, der nogenlunde er sammenfaldende med det nuværende Belgien og Luxembourg bortset fra bispedømmet Liège, som formelt var selvstændigt. Disse områder forblev til dels efter generobring ved Alessandro Farnese i 1580'erne under de spanske habsburgere efter oprøret mod Spanien i 1570'erne.

De Østrigske Nederlande, dvs. De Spanske Nederlande, der ved Utrechtfreden i 1713 blev overført til de østrigske habsburgere, som bevarede dem indtil den franske erobring i 1794.

Kongeriget Nederlandene (Koninkrijk der Nederlanden) har siden 1815 været det officielle navn på et kongedømme i Nordvesteuropa, som indtil 1830 også omfattede Belgien. Efter 1830 omfattes alene det, som nu på dansk almindeligvis kaldes Holland.

Betegnelsen nederlandsk kunst omfatter kunsten i De Sytten Nederlande. Som i det øvrige Europa stod malere, billedhuggere og arkitekter i middelalderen hovedsagelig i kirkens og klostrenes tjeneste.

Fra 1300-t. arbejdede kunstnerne desuden for fyrster og adel samt for det velstående borgerskab, der opstod i de rige handelscentre Brugge, Gent og Antwerpen. Herved udvikledes en blanding af forfinet høvisk idealisme og intim, from virkelighedssans.

Den romanske bygningsskulptur var påvirket af kunsten i Frankrig og Rhinlandet. Guldsmedekunst og skulptur blomstrede i 1100-t. med bl.a. Renier de Huy, mens sengotikkens kunst kulminerede i årtierne omkring 1400 med bogmalere som brødrene Limbourg og billedhuggeren Claus Sluter, der bl.a. arbejdede for hertugerne af Burgund.

En af de tidligste kendte malere, også tilknyttet hoffet i Burgund, var Melchior Broederlam, der i slutningen af 1300-t. udviklede en ny realistisk fortællestil i en malerkunst, der fik centrum i De Sydlige Nederlande i byerne Brugge, Gent og Antwerpen.

En enestående udvikling begyndte i 1400-t. med brødrene Hubert og Jan van Eyck, der i tidens ånd skildrede de hellige skikkelser, mennesker og natur med en ny virkelighedssans.

Roger Campin (Flémallemesteren) udtrykte sig i en mere voldsom monumental form, mens hans elev Rogier van der Weyden, der også virkede i Tournai, blev skaber af en ekspressiv religiøs patetisk udtryksform, som påvirkede talrige senere malere. Van Eycks retning videreførtes af Hugo van der Goes, Petrus Christus og fremfor alt af Dieric Bouts.

Gerard David og den tyskfødte Hans Memling forbandt disse tendenser i et harmonisk og lyrisk udtryk. Hos Geertgen tot Sint Jans opstod et nærmest visionært samspil mellem figur og landskab, mens Hieronymus Bosch skabte en gådefuld symbolsk billedverden.

Omkring 1500 blev Antwerpen en smeltedigel for handel, kunst og kultur, og de nye stilpåvirkninger kom især fra Italien. De nederlandske manierister, kaldet romanisterne, dyrkede patetiske overdrivelser, som det bl.a. ses hos Jan Mabuse, Jan van Scorel, Barend van Orley og Frans Floris.

Quinten Matsys bibeholdt det gammelnederlandske udtryk, som han forbandt med humanistisk morallære, og Joachim Patenier udviklede et storslået landskabsmaleri. Blandt de nordnederlandske manierister kan Maerten van Heemskerck fremhæves.

Selvstændig og helt ypperlig i sit grafiske værk var Lucas van Leyden, mens Pieter Bruegel d.æ. forenede det arkaiske udtryk med en storladen patos, humor og tragik.

Den ypperste repræsentant for den romanske stil er katedralen Notre-Dame i Tournai.

Den franske gotik påvirkede særlig katedralbyggeriet, fx Saints-Michel-et-Gudule i Bruxelles, Tournai-katedralens gotiske kor, domkirken Sint Maarten i Utrecht og katedralen Notre-Dame i Antwerpen. Samtidig opstod en original teglstensgotik, bl.a. i Brugge.

Den profane arkitektur repræsenteres af fæstningsbyggerier og af rådhusene i Brugge, Bruxelles, Leuven og Gouda, nævnes kan også Ridderzaal i Binnenhof i Haag.

Den nederlandske renæssancearkitektur er karakteristisk ved en forening af den gotiske bygningskrop med italienske dekorationselementer, hvilket kommer til udtryk i både kirker, rådhuse og patricierhuse, fx rådhuset i Gent.

Fra midten af 1500-t. var arkitekten Cornelis Floris toneangivende med den såkaldte Florisstil, som ses i rådhusene i Antwerpen og Haag.

Kunst og arkitektur i de delte Nederlande, dvs. efter ca. 1580, behandles i artiklerne: Flamsk kunst - billedkunst og arkitektur, Belgien - billedkunst, Belgien - arkitektur, Holland - billedkunst, Holland - arkitektur